De indkøbsglade har taget lærredsnettet til sig

SÆBY: For at mindske brugen af plastik og for at markedsføre Sæby har handelsstandsforeningen lanceret et nyt indkøbsnet af lærred, der ligger klar til brug i byens butikker.

For at motivere kunderne yderligere til at vælge det miljøvenlige net har Sæby Handelsstandsforening udloddet ti poser kaffe af bedste kvalitet fra Torvets Kaffe og Chokolade til de kunder, der benytter nettet og som bliver indfanget af Sæby Folkeblads fotograf.

Fynboerne Benny Rasmusen fra Ejby og Jørgen Knudsen fra Båring var sammen med deres hustruer på shopping i Sæby, hvor de selvfølgelig samlede deres indkøb i Sæby Handelsstandsforenings net.

Benny fortæller, at de to par bor på Sæby Søbad Feriecenter.

Det er fjerde gang, alene i år, de besøger Sæby nogle dage.

- Vi har besøgt flere destinationer i Nordjylland, men er faldet for Sæby, hvor vi føler os velkommen.

- Sæby har hele pakken med skov, strand, havn og hyggelig bymidte, så vi kommer gerne igen til næste år siger de samstemmende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...