Når elever og lærere på Sæbygaard Skoleafdeling møder ind til det nye skoleår i næste uge, er halvdelen af deres cykelskur forsvundet.

For at den nye springhal der opføres i forbindelse med Sæby Spektrum kan overholde afstandskravet – respektlinjen på 100 meter til gravhøjene mod øst, blev det nødvendigt for Spektrum at erhverve en del af arealet, hvor der var overdækket cykelparkering.

Inden første spadestik kan tages til hallen skal der således først fjernes 600 m2 af cykelskuret, der blev opført i 1973.

Arbejdet udføres af vognmand Henrik Poulsen fra Dybvad. Han oplyser, at de i øjeblikket har mange af denne type opgaver rundt om i hele landet. Beton og sten bliver knust og genanvendes til bl.a. vejfyld.

Da Sæby Spektrum i marts måned købte byggearealet på 1.900 m2 af Frederikshavn Kommune blev det aftalt, at der i forbindelse med projekteringen skulle tages en dialog med skolen om udformning af skolens nye hovedadgangsvej – en skoleportal.

Spektrum skal ligeledes i nødvendigt omfang retablere cykelparkeringen der forventes at blive placeret i forlængelse af den nye springhal på arealet mellem skel og hal.

Centerleder Lars K. Nielsen forventer, at udvidelsen af Spektrum står færdig til ibrugtagning ved sæsonstart i august til næste år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...