SÆBY: Naturvidenskabsugen er i fuld gang på Sæbygårdskolen.

Eleverne leder efter mælkesyrebakterier i naturen og bygger vindmøller og solceller i skolens grønnegård.

Alt dette blev sat i værk, fordi skolen har modtaget 13.000 kr. fra Naturvidenskabsfestivals-puljen.

Anledningen er den landsdækkende naturvidenskabsfestivaluge, hvor alle landets skoler har mulighed for at deltage i et masseeksperiment, der i år handler om at finde mælkesyrebakterier i naturen. Bakterierne bliver sendt til Novozymes, og her vil de blive renset og lagt ind i en offentlig stammebank, hvor forskere fra hele verden kan bruge dem til forskning i sygdomsbekæmpelse og udvikling i fødevareindustrien.

Sideløbende med masseeksperimentet foregår der også en hel masse ude i skolens grønnegård. Naturvidenskabsfestival-puljen har i forbindelse med festivalen udlovet midler til skoler, der ønsker at styrke den naturfaglige kultur på skolen. Sæbygårdskolens naturfagsteam søgte før sommerferien - og projektet blev godkendt.

Skolen har derfor rykket undervisningen i naturfag ud af klasselokalerne. Og eleverne i 9. klasse er i fuld gang med at bygge vindmøller og solcelleanlæg, som de skal bruge i undervisningen om bæredygtig energiforsyning.

Ottende klasse skal i gang med at producere biogas, og i mandags havde de besøg af Poul Rask fra Energibyen Frederikshavn. Han indviede eleverne i, hvordan man allerede nu arbejder med bæredygtig energiforsyning i kommunen, og hvilke ønsker man har for fremtidens energiforsyning.

Rask sluttede af med at pointere, at det er vigtigt, at vi tager klimaproblematikken alvorligt, og at det ikke er for sent at handle.

Vindmøller og solceller er stationære, så også eleverne i de yngre klasser har mulighed for at bruge anlæggene i undervisningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...