Måske giver det pote for Redningstationen, som mangler en man M/K

SÆBY: For fjerde år i træk holdt Sæby Svømmebad og DGI, Rescue Camp på stranden nedenfor Sæby Søbad Feriecenter i uge 32.

14 unge i alderen 8 – 15 år deltog i livredningskurset, der strakte sig over 5 dage.

Instruktørerne Linette Nielsen fra DGI og Cathrine Jonassen og Katja Kupetz fra Sæby Svømmebad oplyser, at de unge lærte den grundlæggende livreddende førstehjælp med kunstigt åndedræt og hjertemassage. De har prøvet, hvordan de hjælper sig selv i bølgerne og hvordan de kan redde andre, der er forulykket, ligesom de har lært at anvende en række relevant udstyr når de boltrer sig i havet.

Mick Knive Anderson fra SUP Sæby besøgte campen på førstedagen, hvor han gav en god instruktion i brugen af paddle og boardet.

Torsdag den 8. august blev der tid til at besøge Sæby Redningsstation, hvor Christian Isaksen, der er frivillig på redningsbåden FRB 11 i Sæby og tidligere livredder, fortalte de meget lyttende og interesserede deltagere om bådens funktioner og at de sidste år havde gennemført 35 aktioner på havet. Med 900 HK under dæk kan båden skyde en fart på 43 knob. Herefter fik de unge en oplevelse for livet ved at komme med ud at sejle i en halvbue udenfor havnen.

Livredder Linette Nielsen, der er med på flere rescue camps, fortæller, at det er helt unikt, at de i Sæby får mulighed for at komme en tur ud med redningsbåden.

Om fredagen var aktiviteterne henlagt til Sæby Svømmebads store bassin som giver andre muligheder for at lære at bevæge sig og blive dus med vand. Ud over rescue campen anvender Martec også bassinet og 5-meter tårnet når de afholder deres maritime sikkerhedskurser.

Chef for redningsstationen, Birger Isaksen oplyser, at der er 8 frivillige redningsmænd plus 2 reserver tilknyttet stationen.

- Vi har et rigtigt godt sammentømret team, men desværre har én valgt at stoppe, hvorfor vi snarest skal have fundet en ny.

- Der er ikke voldsomt mange krav ud over, at man skal kunne stille på havnen og være i båden inden for 8 minutter og være i habil fysisk form samt være indstillet på, at man kan blive tilkaldt på alle tider af døgnet og ferier skal aftales med de øvrige frivillige, pointerer Birger Isaksen.

Uddannelsen vil ske i samarbejde med Kystredningstjenesten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...