Sanne C viste de nye trends frem

SÆBY: Sidste uge stod i modeshowets tegn, hvor Sanne C også havde 2 modeshows.

- Efterårets mode byder på flotte farver, lækkert print, strik i alle afskygninger, kjoler, både korte og lange, lækkert overtøj og fede støvler, siger Sanne Abildgaard Christiansen, indehaver af Sanne C.

Og det kunne man se som showet udviklede sig.

Onsdag og torsdag var der i alt 210 damer på Frk. Madsens Spisehus i Pindborggade, hvor Dennis Bøgh og hans team først bespiste gæsterne med en lækker buffet.

Her efter gik modellerne fra Sanne C på podiet. Og der var modeller at finde i alle størrelser og nærmest i alle aldre, så kunderne kan se tøjet på modeller, som de kan identificere sig med.

Begge dage forløb fantastisk med veloplagte gæster. Modellerne var som altid i hopla med håret flot sat af Maibritt Jensen fra Team Rønnow, mens make-uppen blev lagt med kyndig hånd af Caroline Fisker. Sæby Planteskole havde pyntet Frk. Madsen flot op med blomster og dekorationer, som efter showet kunne købes til fordelagtige priser.

Efter modeshowet var der udtrækning af præmier og de heldige vindere kunne vinde alt fra tasker, jakker, sneakers, gavekort, bluser og meget andet.

Efter modeshowet på Frk. Madsen åbnede Sanne C butikken i Vestergade 31, så der kunne aftenshoppes. et tilbud rigtig mange benyttede sig af.

-Det er et enormt privilegium, at kunne tiltrække så mange kunder, år efter år og vi er meget beæret over at kunderne, gamle som nye, trofast bakker op hver gang.

Datoen for næste modeshow er allerede fastsat og aftalen med Dennis er på plads, så vi kan nu afsløre at forårets modeshow løber af stablen onsdag 4. marts 2020, siger Sanne Abildgaard Christiansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...