Regnskabstal fra 20 nordjyske minkavlere, der er kunder ved LandboNord, viser, at de gennemsnitligt måtte sluge et tab tæt på en million kroner i 2018.

Regnskabernes gennemsnit viser, at minkavlerne havde et dækningsbidrag på 561.000 kroner, men når omkostninger og finansiering er trukket fra, står der et underskud på 944.000 kroner på bundlinjen.

Der blev opnået en gennemsnitlig afregning på 217 kroner per skind i 2018. Det er et fald på 50 kroner i forhold til 2017.

- Med en fremstillingspris på 305 kroner i gennemsnit står det i skarp kontrast til den opnåede afregning. Derfor har vi gennem 2018 desværre set flere farme, som har måttet dreje nøglen om eller sætte produktionen på standby, siger økonomikonsulent Kim Nørgaard fra LandboNord.

Men der er lys for enden af tunnelen for de hårdt pressede minkavlere. Der er der en generel nedgang på 30 procent i verdens produktion af skind, og derfor forventer minkavlernes salgsorganisation og auktionshus, Kopenhagen Fur, en øget skindpris sidst i 2019 eller primo 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...