Ny roman fra forfatteren af "De små tings Gud"

BØGER:: Arundhati Roy blev verdensberømt for romanen "De små tings gud".

Og tyve år efter debutromanen er hun tilbage med en ny, fantastisk roman, "Ministeriet for den ypperste lykke", der favner hele Indiens nyere historie.

Som 15-årig ser pigen Anjum en smuk hijra - en transkønnet kvinde - på gaden, og hun forlader sin familie for at slå sig ned i et hijra-hus i det fattige og forfaldne Old Delhi. De divaagtige hijraer lever i deres egen verden - på en gang udstødte og samtidig genstand for en grænseløs glamourøs fascination.

Anjum bliver hurtigt den mest feterede af dem alle. Men da hun en dag bliver vidne til en massakre i Gujarat, traumatiseres hun så voldsomt, at hun beslutter sig for at forlade hijrarne.

Hun slår sig ned på en gravplads, hvor hun indretter sit nye hjem: »Jannat Guest House« - der betyder Pensionat Paradis, der snart bliver samlingssted for en vidunderlig samling udstødte og sære eksistenser.

Sideløbende fortælles historien om kvinden Tilo og hendes forhold til studiekammeraten Musa, som er oprørsleder i Kashmir, og om deres involvering i Kashmirkonflikten.

Også Tilo finder ad lange omveje vej til Jannat Guest House.

"Ministeriet for den ypperste lykke" er en roman om det moderne Indiens tilblivelse og de menneskelige omkostninger.

En engageret roman, der berører politisk betændte emner som kastesystemet, nationalisme, fundamentalisme, krig og kønspolitik.

Men det er også en roman om kærlighed, hvor man mindst forventer den og under de mest usandsynlige omstændigheder.

Bogen er ikke til at lægge .....

Suzanna Arundhati Roy er en 59-årig indisk forfatter og aktivist og bor i dag i Delhi. Allerede med debut-romanen "De små tings gud"(1998) blev hun verdensberømt - og romanen blev en verdensomspændende bestseller og belønnet med den prestigefyldte Booker-pris. I de tyve år, der er gået siden hendes debut, har hun udgivet dusinvis af essaysamlinger og debatbøger, lavet dokumentarfilm og protesteret mod politisk undertrykkelse, korruption, miljøforringelser og ulighed - et omfattende engagement, der skaffede hende optagelse på nyhedsmagasinet Times liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...