Skru tiden tilbage til de gode gamle dage

SNår julen nærmede sig, steg aktivitetsniveauet på mange områder. En vellykket jul krævede god mad på bordet; derfor blev der lagt mange kræfter i forberedelsen af julemaden. Der skulle bages småkager, hvor mit job var at slikke rester af dej fra fadene, hvilket også gjorde det nemmere for mor eller tjenestepigen at gøre dem rene bagefter.

Og så skulle der slagtes gris.

Ude i udhuset, hvor jeg havde haft duer, var der indrettet en grisesti, hvor der gik en gris og hyggede sig og kun ventede på, at det skulle blive jul, så den kunne blive slagtet og dermed til gavn og glæde for alle husets beboere.

Det var min fars opgave at fede den op, for det havde han gode forudsætninger for, da han kom fra et landbrugshjem. Selve slagtningen blev foretaget af en kyndig slagter fra egnen, og det gik ikke lydløst for sig.

Blodet løb ned i en spand for senere at blive lavet til blodpølse. Med sirup og sukker til var det en lækkerbisken - ikke mindst sammen med fedtegrever; dog ikke for far, han var ikke så meget for blodpølse, men han elskede fedtegrever.

Juletræet med sin pynt ...

En meget vigtig ting var anskaffelsen af et juletræ. Jeg mindes ikke, vi selv var i skoven for at finde det, men jeg tror, vi købte det hos gartner Kjeldgaard, der havde gartneri lidt længere oppe i gaden.

Det var fars opgave at sætte det på fod, men eftersom han ikke var i besiddelse af de mest praktiske egenskaber, når det gjaldt brug af værktøj, har det sikkert kostet overmenneskelige anstrengelser.

For øvrigt var han kejthåndet, hvilket ikke gjorde det nemmere for ham. Var uheldet ude, og han kom til at skade sig selv, har han måske i sit stille sind tænkt de grimme ord, som andre ville sige højt. Efter et mere eller mindre vellykket arbejde blev træet båret ind i konfirmandstuen, hvor mor stod for pyntningen. Når det var gjort, blev rullegardinerne rullet ned, for vi måtte ikke se det pyntede træ før juleaften.

Storvask til højtiden

Tøjvask var også en del af juleforberedelserne. Det foregik i vaskehuset, som sammen med og adskilt fra hønsehus og grisesti var en del af udhuset.

Selvfølgelig blev der også vasket tøj på andre tider af året, men julevasken var særlig omfattende.

I vaskehuset var der en gruekedel og gammeldags vaskemaskine samt vridemaskine og alt nødvendigt tilbehør til formålet. Når processen var på sit højeste, var det ikke svært at finde frem til vaskehuset, for der stod en sky af damp ud af døren, og indenfor var personerne indhyllet i fugtig tåge.

Men det var ikke blot tøjet, der skulle rengøres; hele huset skulle have en omgang, og det var ikke få kvadratmeter. Her stod man sig bedst ved at være lidt på afstand, for kom man ind med snavset fodtøj, hvor der lige var vasket gulv, så var ordforrådet, der blev brugt, ikke det smukkeste dansk.

Alle skulle i baljen

Allersidst måtte hele husholdningen, det vil sige far, mor, seks børn og en tjenestepige i baljen.

Vi havde efter den tids forhold et ret moderne badeværelse med badekar, varmt og koldt vand og wc med træk og slip. Det var jo dejligt, når det hele fungerede. Men under krigen havde vi nogle meget strenge vintre, hvor det hele én gang frøs til. Til alt held havde vi et gammelt das, der egentlig var beregnet til konfirmanderne. Efter et årligt julebad opdagede mor engang, at vi alle var befængt med lus, og den mest sandsynlige forklaring for mig, at det skyldtes mig, fordi jeg altid blev sendt til mejeriudsalget efter mælk, og hér kom også de tyske flygtninge for at købe mælk. Udfaldet på det hele blev, at vi alle måtte skifte tøj endnu en gang, og tog uden tvivl på min mors kræfter.

Juletravlhed på kontoret

Men der var også travlhed på kontoret.

Der skulle skrives prædiken til alle julens helligdage.

Ofte sad jeg på kontoret for at læse lektier, for der var mest ro for de støjende søskende. Far sad ved sit skrivebord med fødderne i en fåreskinds-fodpose, for der var fodkoldt.

Så nåede vi til julens højdepunkt - juleaften.

Et år var jeg med FDF til julegudstjeneste i Hørby Kirke, og da vi på hjemvejen kom marcherende forbi indgangen til stadion, kom en deling tyske soldater syngende ud og drejede op ad Nørregade.

Vi fulgte efter, mens vi sang:

”Vi skal ud at rive ned, hvad de grønne bygged op, det er målet for vor lille sabotagetrop”. Ret provokerende - ikke sandt.

At vi gik med fanen forrest, gjorde ikke provokationen mindre. Set fra vores side var det modigt gjort, syntes vi, men set fra soldaternes side, var vi sikkert en flok ufarlige og forkælede spejderdrenge.

Når far kom hjem fra kirken juleaften, kunne han som regel nå at høre juleprædikenen fra Københavns Domkirke i radioen.

Måske gjorde han det for at få lidt inspiration til sine egne prædikener. Tiden skulle jo gå med noget. Men efter en lang, lang ventetid blev der fra køkkenet vist givet grønt lys eller rettere, der blev givet signal til, at vi alle kunne sætte os til bords.

Normalt plejede far at bede bordbøn, men juleaften stemte han i med:

”Oh kom til os alle, du højtidens drot, om lokken er gylden, om håret er gråt, udbred dine hænder, mens lysene brænder, og skænk os din fred, thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.

Så var det jul !

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...