Springteam Sæby var vært for 1300 gymnaster, der konkurrerede i Forbundsmesterskabernes 1. runde

SÆBY: Omkring 1300 spændte gymnaster mellem 10 og 13 år sprang lørdag og søndag foråret i møde i Arena Nord.

Frederikshavns store arena lagde gulv til DM TeamGym for minigymnaster.

Eller første runde af forbundsmesterskaberne, som det hedder i gymnastikkens ordbog.

Men meningen er den samme.

De fire bedste hold i hver række efter første og anden runde af forbundsmesterskaberne kvalificerer sig til Danmarksmesterskaberne.

I Arena Nord var det Springteam Sæby, der i samarbejde med GymDanmark stod for arrangementet, og det har de fod på i den lokale gymnastikforening, der har vokset sig til lidt af en magtfaktor i dansk gymnastik.

Siden 2009 har Springteam Sæby mere end fordoblet medlemstallet - fra 90 til 200 - og i år var det såmænd 11 gang, Sæby-klubbens ledere og forældre tog i mod dygtige gymnaster fra hele landet.

- Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi har Arena Nord med mulighed for at lave opvarmning i skolehallen og opvisningshal i den store arena, siger Birgithe Jacobsen, der er den glade formand for de mange dygtige gymnaster og entusiastiske ledere og forældre i Springteam Sæby.

- Her har vi det hele under ét tag. Plads til de mange tilskuere - der var flere end 1500 over de to weekenddage. En fantastisk Og så kan de mange udenbys gæster overnatte på Nordstjerneskolen lige ved siden af Arena Nord, siger Birgithe Jacobsen.

Det tilbud tog flere end 700 gymnaster sig af.

Værtskabets drejebog ligger på rygraden. Hver enkelt ved hvad de skal gøre, men her søndag eftermiddag var fødderne ved at være godt brugte ovenpå den hektiske weekend, hvor der også serveres varm mad lørdag aften, morgenmad, frokost - og så frisksmurte madpakker til turen hjem.

Arrangørerne ved, hvad der skal til, og Danmarks Gymnastik Forbund ved, at stævnet er i trygge hænder.

Springteam Sæby har selv flere landsholdsgymnaster og det betyder noget for Springteam Sæbys udvikling.

- De er dygtige, og de er også instruktører for de unge i foreningen, der ser op til dem. Det er vigtigt, at de giver noget videre, og det er en del af det at være med i Springteam Sæby, forklarer Birgithe Jacobsen.

I Juniorrækken ligger Sæbyklubben i øjeblikket på en fornem fjerdeplads.

Så langt rakte bestræbelserne ikke til i disse vellykkede forbundsmesterskaber runde 1. i Arena Nord.

De to hold, som Springteam Sæby stillede med fik en plads i 4. og 9. division - og det er med afsæt i denne placering, at de skal konkurrere ved forsommerens DM.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...