Harmoni i Nord samlede 65 dygtige musikere i lørdags

SÆBY: I lørdag kaldte Musikkorps Sæby alle landsdelens harmoniorkestre til spil-sammen-dag under overskriften Harmoni i Nord.

De mange fremmødte musikere var hentet fra Musikkorps Sæby, Sæbygarden, Brønderslev Harmoniorkester, Bagterp Blæserne, Aabybro Harmoniorkester og Agersted Brass Band.

Hvert orkester havde udvalgt to numre, som tilsammen udgjorde dagens øve-repertoire.

Fra den årle morgen blev der øvet på livet løs, og kl. 14. blev resultatet af dagens anstrengelser præsenteret ved en mini-koncert.

Som instruktør og dirigent havde arrangørerne fundet en virkelig kapacitet, nemlig Peter Harbeck, der med sikker hånd og dirigentstav førte deltagerne gennem dagen.

Peter Harbeck, der i en årrække var klarinettist i Den Kongelige Livgardes Musikkorps, senere dettes dirigent, og atter senere musikalsk leder og dirigent af Søværnets Tambourkorps, er nu freelance instruktør og dirigent.

Samspilsdagen blev til med støtte fra DAO, Dansk Amatør Orkesterforbund, og Dansk Kapelmesterforening uden hvis økonomiske håndsrækning arrangementet ikke havde kunnet gennemføres.

Nu vil Musikkorps Sæbys bestyrelse og musikudvalg evaluere dagen og tage stilling til en mulig gentagelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...