SÆBY: En app alarmerer folk i nærheden om et potentielt hjertestop, og så kan de vælge at løbe, køre eller på anden vis bringe den nærmeste hjertestarter til personen i nød.

Og det kan ofte betale sig. I omkring 40 procent af tilfældene er der ankommet mindst én hjerteløber inden ambulancen.

Det viser tal fra Region Hovedstadens Akutberedskab, som forskere har set nærmere på.

- Vi ser, at systemet fungerer godt, hjerteløberne får deres alarmer, og de løber afsted, siger læge og forsker Linn Andelius.

Over de seneste godt 20 år er danskerne blevet mere og mere opmærksomme på livreddende førstehjælp, forklarer Linn Andelius.

I dag er omkring 35.000 tilmeldt som frivillige hjerteløbere, hvor de foreløbige undersøgelser tyder på, at langt de fleste har modtaget førstehjælpsundervisning på et tidspunkt.

Deres indsats kan være forskellen på liv og død for mange personer.

- Efter at man har fået et hjertestop, så er tid altafgørende, siger forskeren.

Ifølge TrygFonden vil en person med hjertestop, der først får hjælp, når ambulancen ankommer, have tre procent chance for at overleve. Men yder en person i nærheden - for eksempel en hjerteløber - førstehjælp, inden ambulancen ankommer, stiger chancen for at overleve til 12 procent ifølge fonden.

Endnu vides det ikke, hvilken betydning hjerteløberne har for overlevelsen, men det skal kommende forskning afdække.

De seneste tal er renset og sorterer de alarmer fra, som viste sig ikke at være hjertestop, oplyser akutberedskabet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...