halv-maraton: Men derfor kan man godt gøre et forsøg - så dét gjorde Dan Højgaard Kristensen

SÆBY: Kronprins Frederik fejrede sin 50 års fødselsdag med Royal Run - og dét blev en stor succes.

- Ja, og på én af mine løbeture fik jeg idéen. Min 60 års fødselsdag var ved at nærme sig, og jeg havde faktisk ikke tænkt at markere dagen som noget særligt, for så fedt er det jo heller ikke at blive gammel. Kronprinsen havde arrangeret Royal Run 2018 for at fejre sin 50-års fødselsdag, og dét triggede mig. Så jeg tænkte: jeg gør det sgu - jeg laver mit eget Fødselsdags Run og samler et pænt felt på en søndag. Ja, altså på selve fødselsdagen 24. februar, fortæller Dan Højgaard Kristensen.

Så lagde han løbet ud på Facebook som en begivenhed på motionsløb.dk. Og for at sætte trumf på, inviterede han selvfølgelig Kronprins Frederik med.

- Allerede dagen efter fik jeg et venligt brev fra hoffet, hvor der bl.a. stod:

”Kære Dan Højgaard Kristensen,

Med tak for den venlige forespørgsel skal det meddeles, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen desværre ikke kan imødekomme ønsket om at deltage i Dan`s Fødselsdags Run.

- Det svar havde jeg nok også regnet med, men så havde jeg da i det mindste inviteret ham, smiler Dan Højgaard Kristensen.

Så skal der løbes

Tilbage til søndag den 24. februar og dagens fødselsdagsløb, hvor 49 deltagere mødte op - de var spredt på ruterne halv-marathon, 14 km., 7 km., og 4.5 km.

For årstiden blev det fantastisk godt løbevejr på dagen. Start og mål var på adressen på Søvangsvej, og på ruten kunne deltagerne stifte bekendtskab med Sæby Stadion, Hjertestien, en runde på Sæby Atletik Stadion og flere cykelstier i sydbyen. Deltagerne kom alle mulige steder fra - helt fra Djursland, Viborg, Aalborg, Vodskov, Taars, Østervrå og selvfølgelig Sæby.

49 glade løbekammerater

- Det blev et fantastisk løb og en ganske særlig dag, hvor der blev løbet igennem. Og efter at vi alle var kommet i mål, var der varm minestrone, hjemmebagt kage, kaffe, sodavand og øl. Og der blev rigtig hyggesnakket på kryds og tværs af bordene, fortæller fødselaren.

Alle havde fået et startnummer som efterfølgende udløste en gave, så alle gik hjem med et eller andet under armen. Med andre ord - der var kun vindere, og det er den rette sportsånd.

- Efter løbet kom der simpelthen så mange, flotte tilkendegivelser for det samlede arrangement. Det kunne ikke have været bedre. I år løber Kronprinsen 50 plus 1, så måske skulle Dans Fødselsdags Run også løbe 60 plus 1- spøgte deltagerne. Vi får se, for sådan et arrangement laver jo ikke sig selv. Derfor vil jeg også sige stor tak til mine nærmeste for deres hjælp med de mange opgaver. Og en særlig tak til depotbestyrerne Bobil og Ove, fortsætter Dan Højgaard Kristensen.

Sommerferie-løbet venter

Den nærmeste familie vil opleve en 60-års fødselsdag én gang til. Nemlig når døtre, svigersønner og børnebørn bliver inviteret til det elskede og foretrukne sommerferieland Sverige.

- Til sommer tager vi til det skønne Trollhättan i fire dage, men ikke kun for at daske rundt som turister. Nej, alle har fået et startnummer til den 34. udgave af det traditionsrige motionsløb - Kraftprovet, som er Trollhättans løb den 19. juli i år. Dét løb foregår i sluseområdet og med en del højde-meter. For som den løbeglade familie vi er, er det ikke første gang, vi i samlet trop deltager i løb, slutter en tilfreds 60-årig Dan Højgaard Kristensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...