- Jeg går dagligt min faste runde gennem byen for at holde øje.

En lystmorder, der tager livet med et smil, er god til at holde øje. Rasende god. Alene for at bevare sin førlighed er det samtidig vigtigt at være på vagt. I skoven er man ved at blive kørt ned af nidkære mtb-ryttere, der uden varsel komme susende på tværs af den sti, hvor jeg i mange år har travet i distræt planlægning af snedige mord.

Disse tohjulede atleter, hvis alder man ikke er i stand til at vurdere - på grund af de i flere tilfælde ret uklædelige cykelhjelme - suser af sted med tunnelsyn og dumdristighed, så mere besindige folk må ryste på hovedet, efter at skrækken har lagt sig.

Ellinor Wollesen

Pludselig brager én af støvlerne ind i prædikestolens paneler, så det runger i lydhimlen. Her er tale om en rent bogstavelig vækkelse.

Den gode Pastor Wollesen fører en kamp mod vindmøller, må man konstatere. For fjerde år i træk kører hun en hårdnakket kampagne for at befri byen og - navnlig turisterne - for den aldrig svigtende plage af hunde-efterladenskaber. En næsten umulig kamp at vinde, for der kommer stadig flere hunde til.

”Se, der er pastor Wolle!” råber børnene.

Wollesens spaghetti-gudstjenester har begejstret mange unge sjæle, og de genkender hende også i civilt antræk.

Karotte-grosseren

Hele sit liv har han solgt frugt og grønt fra forskellige adresser. Nu bor han alene i en villa på et ret befærdet strøg.

Han er en stor, glad kleppert med et lunt glimt i øjnene. Han anpriser sine vare med muntre tilråb til folk, der kommer forbi til fods eller på cykel.

Navnlig kvinder har hans interesse. Han stiller spørgsmål til alle, for at se, hvordan de reagerer. For ham en daglig fornøjelse.

”Køb mine bananer! De rådner, før du aner!” er et af mange eksempler på spontane tilråb. Om de er salgsfremmende, kan vel diskuteres. De har i hvert fald en vis opmærksomhedsværdi.

”Vil du ikke gifte dig med mig?” lyder det til alle kvinder uanset alder. De fleste føler sig smigret, enkelte fornærmede. De første får en gang glat snak, de sidste skynder sig væk med blussende kinder og hovedrystende forargelse.

Når jeg kommer for at handle lidt, spørger han gerne, om jeg har slået nogen ihjel i dag.

Om jeg har slået ham ihjel. Den slags dagligdags ting. Jeg svarer som regel, at jeg ofte har følt mig fristet.

Han ved, jeg skriver krimier, han har aldrig læst en eneste. Men Folkebladet læser han til gengæld, meget omhyggeligt fra ende til anden. Så måske skulle jeg give ham en ordentlig forskrækkelse.

I et udkantsområde som Sæby er den lokale avis for mange den vigtigste meningsdanner og mere værd en alskens selvfed litteratur.

- Føler du dig aldrig ensom?” spørger han mig uden at vente på svar. ”Det gør jeg. Jeg ville så gerne træffe en rig enke! Kan du ikke hjælpe?”

- Du kan da bare tage lidt pænt tøj på, komme lidt vand i håret og tage en tur med Nilles Rejser. Du får en masse gode oplevelser og træffer rige enker, svarer jeg hjælpsomt.

- Jamen. hvad med sproget, spørger Karotte-grosseren usikkert.

- Ikke noget problem, der er en sprogkyndig guide med på alle ture. Enkerne taler sikkert dansk, for de er med bussen for at finde en rig enkemand som dig!

Duftende Doris

Duftende Doris var nok en af Sæbys mest efterstræbte kvinder, før hun overtog hvervet som formand for handelsstandsforeningen.

Den nye opgave, som hun bestrider forbavsende dygtigt, forvandlede hende med et slag fra et smukt og velduftende hunkønsvæsen, som alle mænd gerne ville beskytte, til en sej forretningskvinde, der vandt stor respekt blandt konkurrenter og kolleger.

Gennem en årrække har hun drevet det kendte parfumeri ”Chez Doris” i Vestergade, der er navnet på gågaden i Sæby, hvor handelen blomstrer.

Hun lever stadig sammen med den meget italiensk udseende fysioterapeut og instruktør, Sergio Minelli, fra det store fitnesscenter ved rutebilstationen. Han har til Doris lavet et helt specielt program til træning af separate muskelgrupper. Og hun er henrykt.

Julehytterne

Alt det vigtige arbejde på torvet går som efter en snor. Først skal gågadens julebelysning op. Så skal det store juletræ stilles op.

Et år gik det galt.

Stormen brækkede stammen og rev det omkuld under stor dramatik. Store elpærer knaldede, men heldigvis kom ingen til skade. I år er det knap så højt. Til gengæld ser stammen i år ud til at være tykkere forneden, så det går vel.

Så bliver alle de hyggelige hytter stillet på plads. Nu er byen klar til at fejre de indledende tegn på den spændende juletid.

Alt i fisk

Min tur går videre ned mod havnen og gennem Klostergyden. Jeg vinker til Helene, der som sædvanlig har travlt med sine fisk og planlægning af næste sæsons markedsføring. Lidt længere henne langs havnen ser jeg resultatet af efterårsstormenes magt. Et højt plankeværk, der altid har været noget af en øjenbæ, ligger ned i sin fulde længde.

Nu er der pludselig frit udsyn til den modsatte side af havnebassinet. Stolperne viser sig ved nærmere eftersyn alle at være rådnet på det sted, hvor de har stukket ned i jorden. Hele palisaden kan sagtens konkurrere i tristhed og råddenskab med nogle gamle hyttefade, der pludselig er blevet meget synlige.

Plankeværket har ellers i flere år haft en vis berettigelse, fordi det har været en broget og informativ opslagstavle for alskens arrangementer i den lille by.

Skal alt dette træværk nu sælges eller skal det ende i næste sommers sankthansbål på stranden, spørger man sig?

Det ved kun den faldne palisades ejer, må svaret være.

Længere fremme ligger den flotte restaurant og bar, der i flere år med succes blev drevet af Kaptajn Haddock, der nu har solgt og nyder sit ”opium” lidt længere mod syd.

Klumpen

På den østlige side af restauranten, der blev opført, hvor det gamle gødningspakhus i sin tid lå, er der igen planer om en havneudvidelse.

I det lidt disede vejr kan jeg stadig se byens stolthed, ”Klumpen”, som den hedder i folkemunde. Den oprindelig hed ”Fruen fra Havet”. Hadet af få, elsket af flere. Tidligere lyste hun meget op, nu har grønalger givet hende en noget trist, men - i nogles øjne - mere diskret fremtoning.

Et par geskæftige kulturpartisaner sprængte hende i luften for en del år siden, men med en ihærdig indsats fra lokale ildsjæle blev der samlet ind på torvet, og den hvide dame blev genskabt til folkets jubel og mågernes aldrig svigtende interesse.

”Promenutten”

Før jeg skal hjem ved brændeovnen og lune mig med en calvados, slår jeg et slag ud ad ’Promenutten’ (Strandpromenaden). Jeg havde bestemt mig at vende om ved toiletbygningen, et uanseligt men praktisk lille hus på det grønne område midt for sommerhuskvarteret.

Men hvad er dog dette? Parallelt med stranden bag bygningen er der opstillet en lang række store kampesten. Sikkert for at man vil forhindre motorkøretøjer i at køre i havet, tænker jeg.

Hjemme igen forhører jeg mig lidt om fænomenet, der snart viser sig at have givet anledning til drabelige diskussioner og knyttede næver blandt mange interesserede i lokalområdet.

Forklaringerne er stærkt forskellige.

Første påstand er, at kommunens Park og Vej har opstillet stenene på eget initiativ.

Anden påstand er, at det er selvtægt fra en lokal grundejer.

Tredje påstand er, at det skyldes et initiativ fra grundejerforeningen.

Hvor ligger sandheden gemt?

I barske vintre har bølgerne gået højt og beskadiget promenaden. Denne gang går bølgerne også højt, men i overført betydning.

Påstande og beskyldninger fyger gennem landskabet. Det viser sig pludselig, at der stadig er folk i mange sommerhuse.

Ender det med endnu et mord, før julefreden kan sænke sig over Nordstranden? Det er en dødsens alvorlig konflikt, hvor mange interesser står på spil.

Her er en virkelig vigtig sag, der sagtens overskygger midtvejsvalget i USA og de sidste runder af ”Vild med Dans”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...