I super godt selskab med Frode Muldkjær

ØSTERVRÅ: Det blev en helt igennem vellykket eftermiddag med besøg af journalist og tidligere radiovært Frode Muldkjær, som fortalte livshistorier og sang for til en lang række kendte og mindre kendte sange.

Man er i godt selskab med Frode Muldkjær – præcis, som vi kender ham fra tiden som radiovært, så fik han vores udelte opmærksomhed med sin behagelige fremtoning.

Et af dagens emner var ”ord”, og ordet det har dagens gæst i sin magt, som perler på en snor fik de godt 80 tilhørere leveret faktuelle oplysninger, anekdoter og sjove oplevelser om mennesker, som Frode Muldkjær har mødt på sin vej gennem livet.

Vi kom omkring fjernsynets barndom, og alle kunne nikke genkendende til de billeder, som Frode fik kaldt frem på nethinden om det første tv-udsendelser, og den evne, det nye medie havde til at samle hele familien og måske også de nærmeste naboer.

Dagens gæst besidder også evnen til lige at putte et alvorsord ind mellem de humoristiske fortællinger, som f.eks. at erindre om tiden, hvor der var tryghed, anerkendelse, tid og opmærksomhed til børn, som er så vigtig for deres udvikling.

Vidt omkring

Turen gik rundt i Vendsyssel med små sjove beretninger, godt blandet med beretninger om kendte navne som bl.a. Johannes Møllehave, Benny Andersen og Jens Rosendal. Deres liv og digtning fik vi serveret med masser af glimt i øjet. Det hele var flot pakket ind i nøje udvalgte sange af de nævnte poeter og andre kendte eller mindre kendte sange fra højskolesangbogen. Det hele serveret med overbevisning, nærvær og humor, og der blev plads til en hel del latter den eftermiddag i Østervrå Kulturhus.

Frode Muldkjær blev sikkert akkompagneret af organist Annette Bæk på klaver, og hun lod sig heller ikke slå af klaverbænken, selv om der også dukkede enkelte sange op, som hun ikke på forhånd var orienteret om.

Eftermiddagen var tilrettelagt af Østervrå Seniorer og Østervrå Bibliotek.

ÅB

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...