SMÅT: Ørtoft syd for Sæby har hundrede medlemmer af borgerforeningen - og sammen med andre byer i området har de netop vundet en pris

ØRTOFT: - Vi kan jo ikke måle det på nogen måde. Men der er ingen tvivl om, at det her tårn betyder rigtig meget for Ørtoft. Og i visse kredse har det gjort Ørtoft kendt i Nordjylland. Men de andre grinede godt nok, da det klatretårn blev bygget, fortæller Thomas Ditlev Pedersen. Og smiler skævt.

Selv om han ikke er vild med at tale om titler, er han formand for en ret imponerende borgerforening.

For selv om der kun er 23 huse i byen mellem de to byskilte på Ørtoftvej, er der alligevel knap hundrede medlemmer af borgerforeningen.

For oplandet er stort, og samtidig sørger borgerforeningen for at sætte gang i forskellige aktiviteter, som for eksempel sommerfest, cykelklub og fælles madlavning om vinteren.

Og så er der ikke mindst Ørtoft Klatrecenter, som blev indviet i 2005. Og som har skabt en sund, økonomisk forretning for borgerforeningen.

Pengene blev blandt andet fundet via EU-midler, og det var, ifølge Thomas Pedersen, et par borgere i Ørtoft, som i forvejen var interesseret i klatring, der fik ideen.

Erhvervschef i den daværende Sæby Kommune, Marianne Gade, lovede, at hun nok skulle rappelle ned ad tårnet, hvis projektet blev til noget. Og det kom hun så til...

De står klar

Uddannede - og frivillige - klatreinstruktører står klar i gennemsnit tre dage om ugen i sæsonen til at tage for eksempel imod skoleelever samt selskaber fra runde fødselsdage eller polterabend.

Og folk kommer fra hele Nordjylland for at få en tur på klatrevæg og pæle.

For Thomas Pedersen er tårnet et godt eksempel på, at de små samfund er nødt til at udvikle sig, hvis de skal tiltrække nye borgere og skabe udvikling.

For hvis ikke klatrecentret havde været der, ville der bare have været en mark, hvilket der jo ikke er meget liv over.

Borgerforeningen har da også med stor tilfredshed konstateret, at der i øjeblikket bor hele fem børnefamilier i området...

Med tilfredshed

Selv har Thomas Pedersen en meget typisk baggrund for at flytte ud af byen - og ud i de små samfund.

Han boede i Sæby, men på grund af en stor familie skulle han bruge et større hus.

Lidt uden for Ørtoft fandt han et nedlagt landbrug - og nu har familien 350 kvadratmeter til rimelige penge.

Men selv om klatretårn og sociale arrangementer skaber liv, er det alligevel ikke helt nok til at få hjulene til at rulle for alvor.

Derfor er Ørtoft med i et landsbysamarbejde, som har eksisteret siden 2017 - Østkystens Guld.

Voerså, Lyngså, Præstbro, Mølholt, Stidsholt - og altså Ørtoft - vil gerne fastholde og skabe fællesskab via blandt andet musik, natur, sport og fritid. Og skabe nye arbejdspladser og tiltrække nye borgere.

For den indsats har Østkystens Guld netop vundet Nordjyske Banks foreningspris, hvilket giver borgerne i Ørtoft endnu mere blod på tanden.

- Altså, vi har en drøm om på et tidspunkt at lave noget byfornyelse. At finde en måde, hvor vi kan renovere eller forbedre nogle af husene i Ørtoft. Og måske kunne vi i den forbindelse optage noget video og lægge ud på nettet, siger Thomas Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...