Sæby Torv omdannet til landbrugsplads

SÆBY: Helt efter traditionen havde repræsentanter for landbrugets organisationer også i år rullet et lille udsnit af deres materiel og dyr ind på Sæby Torv, som publikum kunne tage i øjesyn samt få en snak om det moderne landbrugs udfordringer.

På det store torv var der i år blevet plads til et par ældre grå Ferguson 31 traktorer, hvor den ene var udstyret med en to-furet plov, som var 50-ernes nok største fremskridt fra den hestetrukne én furet plov. I dag er otte furede plove ikke ualmindelige – ikke så underligt at der skal nogle væsentlig større traktorer til.

Formand for LandboNord, Lars Mellemkjær siger med en vis tilfredshed, at hans organisation har været med til at skubbe dialogen i gang mellem Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, der for nylig har lavet et opsigtsvækkende udspil ”Fælles løsninger – for natur og landbrug”, der er blevet præsenteret for Folketingets partier.

Med udspillet viser partnerne, at det er muligt – allerede i dag – at igangsætte en række tiltag, der giver naturen mere plads, sænker klimabelastningen og samtidig gavner erhvervet.

Det er positivt, at tidligere tiders store uenigheder nu er blevet erstattet af et skrift, som beskriver de mange områder, som naturforkæmperne og landbruget er enige om understreger Lars Mellemkjær.

Røde Kors fejrede deres jubilæum

Samme lørdag den 15. juni festligholdt Røde Kors deres 70-års jubilæum med gospelsang og inviterede på kaffe og rundstykker i deres nyrenoverede butik på Krystaltorvet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...