Fransk hangarskib fylder farvand ud for Frederikshavn op med Nato-skibe

et atomdrevne franske hangarskib Charles de Gaulle, der er af verdens største flådefartøjer, befinder sig i øjeblikket i danske farvande. Med sig trækker det enorme skib en horde af mindre flådefartøjer fra en række Nato-lande, som udgør den skibsgruppe, der står for sikkerheden omkring det franske hangarskib. Blandt dem den danske fregat Niels Juel.

Netop nu ligger en række af de skibe i farvandet ud for Frederikshavn Havn. Blandt andet flådefartøjer fra Portugal, Spanien, Frankrig og altså Danmark.

Det var planen, at det franske hangarskib i dag skulle have lagt til kaj i Aarhus, men de planer satte coronakrisen en stopper for. Det havde i givet fald været første gang nogensinde, at et fransk hangarskib havde lagt til kaj i Danmark.

For at undgå en eventuel smittespredning med coronavirus er flere aktiviteter i forbindelse med hangarskibsgruppens besøg i danske farvande aflyst. Der vil blive taget foranstaltninger for, at der ikke skal ske smittespredning i forbindelse med aktiviteterne, oplyser Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Personalet om bord på skibene vil ikke gives landlov, og der vil ikke ske besøg på skibene fra dansk side.

Charles de Gaulle har en fast besætning på cirka 2000 mand og vejer omkring 40.500 ton. Derudover består hangarskibsgruppen af et antal eskorteskibe, ofte en ubåd og et forsyningstankskib (tankskib). Hertil kommer ca. 30 skibsbaserede fly og helikoptere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...