Hvis du går forbi Thiele Sæby i Grønnegade 14, vil vinduesudstillingen sikkert springe dig i øjnene.

Forretningsindehaver Pernille Asp har for nylig lavet en aftale med Sæby Friskole, hvis elever skulle forsøge at se deres dagligdag gennem nye briller.

Det har udmøntet sig i, at de kreative elever har lavet en række fine malerier, som i disse uger indgår i Thiele butikkens udstilling af brillesortimentet.

Pernille har altid haft et vågent øje for og kan se mulighederne i at kombinere brilleudstilling med andre dagligdags og kunstneriske effekter.

Tidligere på året havde Svend Erik Simonsen vovet det ene øje, og udstillet nogle af sine modelskibe af træ, som han bygger op fra bunden.

Det er glædeligt og inspirerende, at vi i Sæby kan bruge hinanden. Kunstnere og andre med unikke genstande kan få deres ting udstillet hos os, og vi får muligheden for at booste vores udstilling af forskellige typer briller, siger Pernille Asp.

Sæby Friskoles leder, Helle Korsgaard oplyser, at Thieles henvendelse om at deltage i øjne og brilletemaet kom meget belejligt.

-Vi havde fokus på livet i gamle dage og dengang var det ingen selvfølge, at personer med dårligt syn havde råd til briller.

-Et dårlig syn kunne være én af grundene til, at børnene skulle lære salmeversene uden af, så de kunne synge med i kirken, smiler Helle.

-Ved at give eleverne mulighed for at tegne fortællingerne fra den svundne tid, får de øjnene op for historien og som ved hjælp af penslen bedre bliver forstået og husket.

-Og når elevernes værker samtidig bliver påskønnet af andre og udstillet går det hele op i en højere enhed, mener en tilfreds skoleleder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...