SÆBY: Sæbys niende Klovneløb skulle have været holdt lørdag 20. juni på Torvet i Sæby midtby.

Men sådan bliver det ikke.

Endnu en aflysning er tilføjet den lange liste over dette års aflyste arrangementer.

- Vi er selvfølgelig enormt kede af, at skulle aflyse arrangementet. Men da vi sidste år havde næsten 200 deltagere, så lader det sig naturligvis ikke gøre i år grundet coronaens forsamlingsforbud og den afstand, som skal kunne overholdes, forklarer de to arrangører, Joan og Lisa Farum, og forsætter.

- Vi håber derfor meget på, at situationen kommer så meget under kontrol, at vi kan afholde løbet i sensommeren eller tidligt efterår.

- For det er et meget vejrafhængigt arrangement med mange deltagende børn. Og sådan et løb, hvor man bare er med for at støtte den gode sags tjeneste er bare sjovest, når solen skinner, skyerne holder tæt og vinden ligger sig på et minimum, runder de to arrangører af.

Sidste år indsamlede Klovneløbet i Sæby 16.884 kroner og havde 196 deltagere.

Hvis man allerede er tilmeldt dette års Klovneløb, vil man modtage en mail om muligheden for at få tilmeldingsbeløbet refunderet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...