I 19 år har fodboldspillere fra Østervrå IF’s og Try Thorshøj Boldklubs ungdomsafdeling hver sommer været til Kattegat Cup i Grenå. Et stævne med streg under fodboldspil, men også personlige sejre og klubfællesskab.

For flere familie i Østervrå og Thorshøj er Kattegat Cup en helt naturlig del af sommerferieplanlægningen, og i år var der igen en god lang karavane afsted til Grenå, hvor den fornemste opgave for de medrejsende er at heppe på de lokale hold.

68 spillere og 13 ledere rejste samlet afsted i bus, så de var klar til de tre stævnedage fra torsdag til lørdag. For de yngste pigespillere i U10 var det ekstra stort, for det var første gang de var afsted til stævne – og naturligvis skulle de også overnatte på skolen sammen med de øvrige hold. Spillerne hygger på kryds og tværs af alder og hold, og der er ingen tvivl om, at klubfællesskabet også får et ordentligt boost. – Det er en stor fornøjelse at opleve, hvordan mange af spilleren får en personlig sejr – ikke kun på fodboldbanen, men også i fællesskabet, lyder det fra Emma Irgend bestyrelsesmedlem i ØVI fodbold.

I campingområdet er der også rigtig god stemning med et langt fælles bord, der strækker sig gennem hele lejren. Der er ingen tvivl om, at her er hyggen i højsæde med liv og glade dage – fællesskabet styrkes også her.

Bestyrelserne i ungdomsafdelingerne har tilrettelagt turen i samarbejde med lederne, så alt klapper til punkt og prikke. En vigtig ingrediens er en fuldt opdateret spilleplan, som alle medrejsende får udleveret, så de kan følge holdene og yde deres bidrag med opbakning til alle de lokale hold. – Det er bare så fedt, at vi har opbakning med, og den ros skal de have, de er rigtig flinke til heppe, understreger Emma Irgend.

Der var da også en del at juble over på sidelinjen og på banerne. Størst jubel var der vist fra U10 pigerne, som vandt bronzemedaljer, så de var slet ikke til at skyde igennem. U12 pigerne gik hele vejen med guldmedaljer og pokal, og de sejrsvante U14 piger kunne føje en bronzemedalje til samlingen, og det selv om de havde været oppe mod hold, der var lidt ældre end dem selv. Drengeholdene kæmpede bravt og fik spillet en masse fodbold og hygget udenfor banen.

Der er vist ingen tvivl om, at Kattegat Cup også kommer til at indgå i sommerferieplanen i 2020, som også bliver en jubilæumstur.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...