Alt klappede og stemningen var i top ved by-orienteringsløbet i Sæby.

Orienteringsklubben Vendelboerne havde forberedt løbet godt og havde tilrettelagt otte forskellige baner rundt om i Sæby gamle bydel og havnen. De hvide- og orangefarvede poster var omhyggeligt placeret, så der kunne vælges flere mulige veje for at komme til næste post.

Løbet, der var en afdeling af Dansk Sprint Cup, havde mandag 15. juli start ved Adda Ravnkilde broen og mål ved Sæby Søbad. Sammen med 10 andre løb kunne der til løbet i Sæby tjenes point til det samlede danmarksmesterskab i sprint.

120 konkurrenceløbere, fordelt i alder og køn i 21 klasser, konkurrerede om at komme til alle posterne på kortest mulig tid.

Flere af deltagerne havde deltaget i orienteringsløb i Skagen i weekenden inden og benyttede hjemturen til at gøre ophold i Sæby for at deltage i by-sprintcuppen.

Stævneleder Kjeld Arildsen oplyser, at de ud over konkurrenceløberne, havde mange deltagere i den såkaldte turistklasse, hvor ikke orienteringsløbere fik mulighed for at prøve kræfter med sporten og efter løbet hygge sig sammen.

Sprintløbene er kendetegnede ved at have en kort distance på 2 til 3,5 kilometer i luftlinje mellem posterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...