Styregruppen vedrørende ”Gl. Jul på Sæbygaard” med repræsentanter fra Civitan og Sæbygaards Venner har holdt møde om afvikling af julemarked 2020 med Corona som modspiller.

-Vi har drøftet de få muligheder, vi kunne have for at lave et julemarked så udstillers, gæsters og hjælperes helbred ikke sættes på spil oplyser Erik Salling der er formand for Sæbygaards Venner.

-Vi må erkende, at da vores julemarked for størstedelens vedkommende foregår indendørs, i forholdsvis små rum og smalle gange, vil det kræve megen kontrol og vejledning for at guide publikum rundt på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

-Da det også skal være en oplevelse for hele familien, og vækning af julemand på loftet samt dans og aktiviteter i riddersal vil være tvivlsomme, har vi valgt ikke at gennemføre en amputeret udgave af julemarkedet 2020, - men helt at aflyse slutter Erik Salling.

Arrangørerne håber på normale tilstande til næste år og vil gerne indbyde alle til Julemarked den 27. og 28. november 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...