Frederikshavneren Jannika Cao, har i forbindelse med sin uddannelse til industriel designer på Aalborg Universitet, udviklet og designet et helt nyt redningsudstyr til opstilling på strandene.

Udstyret som hedder LifeBoard, testes denne sommer på strandene i Blokhus Strand, Hvide Sande og i Søndervig.

Jannika arbejdede med projektet i forbindelse med kandidatspeciale af sin uddannelse på universitetet. Sidenhen har hun fået muligheden for at arbejde videre med udviklingen af LifeBoard i firmaet WeConsider ApS, som er etableret sammen med to af sine medstuderende med finansiering fra bl.a. Verner Overgaard Design Award og Innovationsfonden.

LifeBoard skal erstatte den velkendte redningskrans, som alle kender fra strandene. Redningskransen er ikke designet til redning fra kyster, men er beregnet til brug fra båd- eller kajkant. Den er svær at kaste ud og endnu sværere at svømme med.

I modsætningen til redningskransen, gør LifeBoard med sit surfboard-lignende design, det muligt for en civil redder at nå hurtigere ud til den nødstedte ud for kysten, da man ligger på boardet mens man svømmer ud . Ofte opstår der panik, når den der er ved at drukne griber omkring redderen, men med LifeBoard er det muligt for både redderen og den nødstedte at få et solidt greb i boardet, hvilket giver større sikkerhed for begge parter.

- Det har været en helt vildt sjov proces. Vi lærer utrolig meget i forløbet og står selv for al kontakt til mulige samarbejdspartnere og leverandører. Vi har arbejdet meget intenst for at få de første prototyper klar til strandene i år. Vi tror på at vi har fat i noget rigtigt, der kan øge vandsikkerheden på strande. Indtil videre kigger vi mest nationalt med fremtidige planer om at komme på markedet i den øvrige verden. Det bliver helt vildt spændende fortæller Jannika Cao.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...