TID: Der er en ændring af tidsrummet for gratis influenzavaccination til risikogrupper

Normalt plejer tilbuddet om en gratis influenzavaccination til særlige risikogrupper allerede at starte 1. oktober. Sådan bliver det dog ikke fra og med denne sæson.

Fra i år har sundhedsmyndighederne i Danmark nemlig besluttet, at gratis influenzavaccination til risikogrupper først iværksættes fra 1. november.

Der er faglige hensyn, der understøtter en senere start af influenzavaccinationen. Vaccinationen medfører beskyttelse mod influenza efter cirka to uger. Normalt holder immuniteten minimum seks måneder. I Danmark er der flest influenzatilfælde i perioden fra december til marts.

Da influenzavaccinernes effekt aftager med tiden, vil beskyttelsen ofte være ringere sidst på sæsonen.

Allerede seks måneder efter, at man er blevet vaccineret, er antistofniveauet faldet til cirka halvdelen af det højest nåede antistofniveau. Samtidig responderer ældre generelt ringere på vaccinen, således at deres antistofniveau ligger lavere og falder hurtigere end hos unge.

I Danmark tilbydes gratis influenzavaccination til særlige risikogrupper (over 65 år, førtidspensionister, kronisk syge, svært overvægtige) derfor fremover fra 1. november og frem til 15. januar (for gravide i 2. eller 3. trimester samt for personer med immundefekt og deres husstandskontakter gælder tilbuddet dog helt frem til udgangen af februar).

Fra influenzasæsonen 2019/20 tilbydes 4-valente inaktiverede influenzavacciner til alle risikogrupper.

Denne vaccine beskytter mod 2 typer influenza A-virus og 2 typer influenza B-virus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...