Færre udøvere i Frederikshavn - men landstendensen går mod flere udøvere

SÆBY: De seneste medlemstal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) viser et fald i antallet af medlemmer i foreningsidrætten i Frederikshavn Kommune.

Fra 2017 til 2018 er de lokale idrætsforeninger samlet gået 520 medlemmer tilbage, så der nu er 21.629 medlemmer fordelt på kommunens 153 foreninger.

På landsplan er der dog en fremgang på 26.158 unikke medlemmer i idrætsforeningerne, så det samlede medlemstal i DGI og DIF nu er på 2.257.014 fordelt på 11.330 foreninger.

Og dermed udgør Frederikshavn Kommunes fald ikke en trend, der rammer igennem i hele landet.

Måske kan tallet forklares ved, at kommunen skrumper - med andre ord vil bliver færre borgere til at befolke klubberne.

- Heldigvis er der kun ganske få kommuner, hvor der er en tilbagegang.

- Det er vigtigt for os i idrætsorganisationerne, at foreningsidrætten kan fortsætte med at stå stærkt i Danmark.

- Derfor arbejder vi for at skabe flere og bredere motionstilbud i samarbejde med idrætsforeningerne. Tilbud, som passer til de idrætsbehov, den danske befolkning har, siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

På trods af en samlet stigning i antallet af medlemmer i landets idrætsforeninger, skal der stadig ske en stor indsats for at nå DGI og DIF’s fælles mål om at blive verdens mest idrætsaktive nation.

Derfor er der fokus på, at idrætten og landets kommuner samarbejder tæt for at kunne tilbyde de bedste idrætstilbud til en bred del af befolkningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...