Rosengården har fået en spritny bar

SÆBY: Flaget på Rosengårdens flagstang går ofte på halv. Beboerne på plejecentret ved godt, at det er deres sidste bosted og personalet gør alt for at de ældre, heraf mange demente, får et godt og indholdsrigt liv i deres sidste leveår.

Fredag formiddag havde Rosengårdens ”fleksere” (fire kvinder ansat i fleksjobordning) og de frivillige hjælpere inviteret alle beboerne til igangsætning af deres seneste sociale initiativ og ibrugtagning af en spritny bar, kaldet ”Hyggekroen”.

Ingen fest uden musik og her sørgede husmusikerne hr. og fru Hansen for den rette stemning.

Efter et par timer i baren var flere af beboerne helt sikker på, at et par små skarpe eller cocktails snildt kunne erstatte noget af det faste indtag af piller, siger flekser Dorte Jensen.

Der blev hygget igennem med masser af røverhistorier fra gamle dage og her under valgkampen blev den aktuelle politiske situation analyseret og kommenteret på niveau med TV2 News besserwisserne, fortæller flekser Vita Frost Emborg.

Ud over baren i Hyggekroen er et hjørne – erindringshjørnet - i lokalet indrettet i 40 og 50-er stil.

De gamle møbler og rekvisitter skal få de demente til at føle sig sat tilbage til deres unge dage og glemme, at de ikke husker så godt længere.

Det er ofte de små ting der giver mening, pointerer flekser Hanne Albertsen.

Flekser Annamarie Nygreen Pedersen siger, at et nyt fjernsyn står øverst på deres ønskeliste.

De vil gerne have mulighed for at lave filmaftner og vise gamle Morten Koch film og Matador serien, så hvis der blandt Folkebladets læsere skulle være en TV-sponsor, skal det være mere end velkomment.

Til næste større arrangement hvor flaget går på hel bliver Sankthansfesten, hvortil der godt kan bruges flere frivillige til at spise sammen med de ældre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...