Når man er ung og har livet foran sig, så ser man ingen fare. Når man selv bliver voksen og får børn, så ser man ikke andet end farer.

Derfor kan det være ekstra svært, at være ung og blive hjemme, som i hjemme hele tiden og i mange dage i træk, uden at vide, hvornår det ender, i disse corona tider.

Borgmester Birgit Hansen blev bekendt med problemet om, hvor svært det kan være, for kommunens forældre og voksne, at forklare og få de unge til at forstå alvoren i denne COVID19-jungle, som er svær at forstå, selv når man er voksen.

Birgit Hansen tog derfor initiativ til at få lavet to små videoer, som hun håber, kan fange de unges interesse og især få dem til at forstå alvoren.

- Det er så vigtigt, at vores kære unge mennesker forstår, at vi så gerne vil have, at de lytter og forstår. Det her er alvor. Nogle bliver syge, nogle dør. Derfor har vi, på kommunen, fået den ide, at supplere forældres og andre ”kedelige” voksnes budskaber om, at overholde myndighedernes råd vedrørende corona, med to små videoer, fortæller Birgit Hansen og forsætter:

- Jeg kiggede i min telefonbog, for at se hvad jeg lige havde af kendis-telefonnumre, som kunne hjælpe os med at viderebringe budskabet.

Og der i telefonbogen var både en lokal kendis Jacob Risgaard, som er en dansk erhvervsleder, der blandt andet er medstifter af webshoppen og butikskæden Coolshop og aktuel som investor i Løvens Hule og en Helle Thomsen, Europas bedste håndboldkvindetræner 2018/2019, som begge sagde ja.

- Det er pragtfuldt, at få sådan en opbakning i sådan en krisetid, og begge er sprunget til, kvit og frit, fortæller Birgit Hansen, som med tiltaget håber, at de kan levere budskabet, så de unge lytter og agerer derefter.

Helle Thomsen, som lige nu er hjemme fra håndboldklubben Molde i Norge, hvor hun til dagligt arbejder som cheftræner, bakker tiltaget op: Som håndboldtræner er jeg vant til at lægge taktikken og fortælle spillerne, hvad de skal gøre for at vinde kampe. Akkurat nu, står Danmark i en kamp mod corona. Det som bliver vigtigt nu er, at vi følger taktikken. Og det er myndighederne, der lægger den taktik. Så gør som myndighederne siger: Vask dine hænder, hold afstand og vigtigst,- bliv hjemme. Vi må alle hjælpe til, hvis vi skal vinde denne kamp.

- Hvor svært kan det være? slutter Helle Thomsen af.

De to videoer med Jacob Risgaard og Helle Thomsen kan ses på Frederikshavn Kommunes Facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...