Stig Lundbo i spidsen for nyt skatteankenævn, der skal afgøre klager fra lokale borgere i fem kommuner

KOMMUNEN: Det nye Skatteankenævn Nordjylland skal afgøre skatteklager fra lokale borgere i Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Læsø og Hjørring kommuner.

Socialdemokraten Stig Lundbo fra Frederikshavn Kommune kommer til at lede arbejdet.

At behandle skatteklager fra lokale borgere er ikke nyt for Stig Lundbo, der snart kan fejre 20 års jubilæum i klagesystemet.

Før han blev formand for det nye skatteankenævn i Nordjylland, der nu også omfatter Jammerbugt Kommune, sad han i et såkaldt fællesankenævn, som både behandlede klager over ejendomsvurderinger og skat.

Stig Lundbo mener, at det er vigtigt, at det også fremover er lægmænd, der afgør klagerne.

- Det giver en vis sikkerhed for borgerne, at det er os almindelige mennesker og ikke embedsmænd, der vurderer klagerne.

- Det er også min oplevelse, at borgerne synes det er rart, at det er folk fra lokalområdet, der behandler deres klage, siger Stig Lundbo, og fremhæver også muligheden for at møde personligt op og fremlægge sine argumenter for nævnsmedlemmerne.

- Man kan ikke forklare alt på et stykke papir. Så når ens klage er færdigbehandlet og man modtager nævnets indstilling til en afgørelse, har man ret til at møde op foran nævnet og fremlægge sine argumenter. Denne mulighed skal man bruge, hvis man ønsker af supplere sin sag mundtlig for nævnet. Jeg har oplevet, at nævnet ændrede opfattelse efter en klager mødte op og forklarede sig, siger han.

I cirka et ud af tre tilfælde får klageren helt eller delvist medhold i sin klage.

Der er seks kommunalt indstillede medlemmer af Skatteankenævn Nordjylland:

Stig Lundbo (S) indstillet af Frederikshavn Kommune, Johannes Trudslev (S) indstillet af Brønderslev Kommune, Mary-Ann Sørensen (S) indstillet af Jammerbugt Kommune, Niels Odgaard (UP) indstillet af Læsø Kommune og Henning Brobak Jensen (S) og Birthe Andersen (V) indstillet af Hjørring Kommune. Frey

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...