ET LIV SAMMEN: Lisa Farum Kristiansen har kendt præsten i Albæk-Lyngså Sogn, siden hun blev konfirmeret i 1983, og han er altid fantastisk at snakke med

Hvordan bliver man nogens præst?

Første gang jeg mødte Helge var i efteråret 1983 til konfirmationsforberedelse i Præstegården i Albæk. Vi var det andet hold konfirmander, som Helge skulle konfirmere. En tid, som han poetisk beskrev på konfirmationsdagen i konfirmationstalen: ”At der plejede, at være fuglekvidder og sang i haven. Den forstummede, når I konfirmander kom. Men mon ikke den kommer tilbage efter i dag”. Ja, så var en flok unge mennesker nok en stor mundfuld, for en nyudklækket præst.

Helge Morre Pedersen kom som 26 årig til Albæk-Lyngså sogn i 1982 sammen med fru Esther og døtrene Kirsten og Mette. Senere kom sønnerne Peder og Kristian til. Han blev ansat som sognets præst den 1. april 1982, men blev først indsat i kirkerne i Albæk og Lyngså på Store Bededag den 7. maj 1982, hvor han i samme forbindelse, som den første kirkelige handling, selv døbte datteren Mette.

Og nu er der lige ”pludselig” gået 38 år. Søndag 15. marts holder Helge Morre Pedersen afskedsgudstjeneste i Lyngså Kirke.

Igennem de mange år har Helge døbt ca. et tusinde børn, konfirmeret ca. et tusinde unge mennesker, viet rigtig mange par, begravet ca. et tusinde mennesker og hjulpet pårørende igennem denne fase af et menneskes liv. Sidst, men ikke mindst, prædiket ved mere end to tusinde gudstjenester gennem årene.

Det har været en tid præget af mange liv og skæbner, hvor det alt sammen gør forskelligt indtryk.

Helge er en fantastisk mand at snakke med. Han rummer det hele.

Det alvorlige, det almindelige, det interesserede, det glædelige, det humoristiske, det troværdige, det lyttende og ikke mindst det tillidsvækkende, som er altafgørende for at være en god præst.

Jeg har aldrig selv været i tvivl om, hvor jeg selv kunne vende mig hen, som i lyst, da jeg skulle giftes og da mine børn skulle døbes eller i nød, hvis og når det behov skulle opstå.

Så hvordan forkortes så mange år ned? Lidt af svarene kan man få, ved blot at spørge Helge:

Hvad har været det bedste for dig, i din tid som præst?

- Den lange, lange række af mennesker, som har lukket mig ind deres liv. Det har for mig været en stærk tillidserklæring. Tillid uden filter, hvor man også får lov til at se det hele, - også menneskets mørke sider.

Hvad har været det sværeste, du har oplevet i din tid som præst?

- Børnebegravelser, som er de mest smertelige begravelser og det mest meningsløse. Liv der døde uden at være kommet rigtig i gang. Ligeledes ulykker og trafikdrab. At skulle forestå en begravelse, der i bund og grund er meningsløs. Her er noget, der aldrig kan forstås og aldrig kan forklares, og hvor man kun kan henvise til Guds trøst. Kirkens ritualer giver ingen forklaring på det meningsløse, - men giver et sted at være med det meningsløse.

Der har været tunge begravelser med megen gråd, hvor jeg som præst skal holde fatningen for at hjælpe de pårørende til en afsked med den afdøde. Præstekjolen er for mig et skjold, som jeg kan skjule mig bag, når noget bliver for tungt. Og så kan følelserne få frit løb, når jeg kører hjemad.

Hvad kommer du til at savne mest?

”Søndagenes gudstjenester, hvor jeg gennem årene har mødt menigheden og dermed alle de mennesker, som jeg har fået lov til at følge gennem mange år. I lyst og nød, liv og død,- Jeg fik lov til, at række et ord fra himlens verden til liv og frelse.”

Hvad glæder du dig mest til?

Mere tid med hinanden. Dét at have ubegrænset tid til familie, vores fire børn og især vores ni børnebørn, som er i alderen 8 måneder og op til 11 år. De har en helt speciel plads i mit hjerte. Der er ikke noget som at hente et barnebarn i børnehaven og så blive løbet i møde, med åbne arme, mens der jubles: Morfar eller farfar.

Hvad er, for dig, tilgivelse?

- Tilgivelse er en rigtig svær størrelse. Når et andet menneske har ødelagt ens liv på den ene eller anden måde, så er det at tilgive ikke nødvendigvis det samme som at glemme, - hvilket man i øvrigt sjældent kan. ”Jeg tilgiver” betyder ikke: Jeg glemmer. At tilgive kan godt være at huske, men sige til sig selv, at nu vil jeg ikke længere bruge det her mod modparten.

I kristelig sammenhæng betyder det: Gud husker min skyld, - han glemmer ikke, - men han husker også, at skylden er lagt på Kristus, - og dermed bragt ud af verden – og derfor vil Gud ikke længere vende skylden imod mig.

1. april er epoken, som præst i Albæk-Lyngså sogn, slut og livet forsættes i Skæring ved Aarhus sammen med Esther. Et liv tættere på og med mere tid til hinanden men også både børn og børnebørn.

I næsten to tredjedele af Helges liv, har han været præst og haft berøring med mange menneskers liv i Albæk-Lyngså sogn, en tid som snart kommer til at slutte. I den anledning afholdes der en afskedsgudstjeneste i Lyngså Kirke søndag den 15. marts 2020 klokken 10.30. Efterfølgende inviteres der til middag i Lyngså Kirkehus, hvor tilmelding er nødvendig.

Der er endnu ikke ansat en ny præst til embedet i Albæk-Lyngså sogn.

Så jeg håber, at der om mange år sidder en, som mig, og tænker, om den nye præst, som jeg gør nu om Helge: At i lyst og nød, liv og død, så er Helge: Min præst!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...