Kulde og blæst -Vi går vinteren i møde

SÆBY: Gennemsnitstemperaturen i oktober i dagtimerne er 12.1 grader, og om natten næsten det halve, 6.1 grader. Solen er for alvor på retur og viser sig kun i 87 timer. Vi får 76 mm. nedbør.

Roserne, græsset, ja selv mine rododendron har haft en nærmest eksplosiv vækst efter tørken slap sit tag i Danmark. Der er som om, det, der var tabt, skulle indhentes og mere til. Selv græsset står grønt og frodigt som aldrig før.

Ukrudtet er der skam også gang i, som var det betalt for.

Nu bliver det dog koldere, og så sætter det biologiske ur træernes farve på gylden. Det bliver en flot måned, vi går ind i. Oktober er en af de travle havemåneder. Næsten alt der mangler at blive høstet, skal høstes, nyt skal plantes, og nye planer for næste år skal lægges.

Mange er blevet bange for egen kompost på grund af risikoen for æg fra dræbersnegle i komposten, og køber i stedet plantejord, der intet har med jord at gøre. Stort set alt, hvad du køber i sække, er spagnum, eller i bedste fald tilsat spagnum.

Spagnum er bestemt ikke dårligt for planterne, men der gøres voldsomt indhug i naturen. Så hvor du overhovedet kan undvære spagnum, skal du gøre det. Rododendronbedet er vanskeligt at komme udenom, men du kan i nogen grad bruge blade fra bøg og eg. Fyrnåle i mindre mængder er også godt. Bruger du for tykke lag, anvendes der meget kvælstof til at omdanne nålene, og så skal du gøde dine rododendroner ekstra.

Få gang i komposten. Risikoen for snegleæg er vildt overdrevet, og med en god kompost får du en god, porøs og humusholdig jord. Læg gerne halvomsat kompost på al bar jord. Brug en kultivator og træk noget ned i jorden. Til foråret river du bedene og flytter det, der ikke er omsat, tilbage i bunken.

Beskæring

Et træs krone er lige så stor som roden. Kronen har til formål at skabe sukkerstoffer til rødderne, og rødderne skaffer vand og næring til kronen. Når du beskærer et træ, går der panik i rødderne, der straks sender signal til de sovende knopper om, at de skal se at få genoprettet balancen. Derfor skyder træet voldsomt efter en tilbageskæring. Skal du beskære meget, skal du derfor gøre det over flere år.

Normalt er beskæring af frugttræer i haven ikke et voldsomt projekt. Træerne giver normalt rigeligt med frugt, selv uden beskæring. Tynd ud i de dårlige og syge grene og grene, der krydser ind over hinanden. Husk at træde et skridt tilbage, når du klipper, så du ikke ødelægger formen.

Bedste tidspunkt for beskæring af frugttræer er sommer, hvor det kan nå at hele. Brug aldrig sårhelingsmidler. Træet lukker selv for såret med et svampedræbende stof.

Væk med ukrudt

Det lønner sig at fjerne ukrudt nu. I græsset skal du have det, der gror, op med rod. Andre steder kan du brænde med gas eller hakke med et hakkejern. Jo mere du fjerner, jo lettere bliver det i foråret. Har du et bed, hvor du er plaget af skvalderkål, kan du plante storkenæb. De kvæler næsten alle kålene. Du kan også lægge en ukrudtdug på jorden og lave højbede herpå, og på gangene kan du lægge flis.

Hvis græsplæne er slidt efter sommerens tørke, så kan du sagtens nå at lappe på den her i oktober. Græs gror ved temperaturer helt ned til seks grader, og når foråret kommer, er det nysåede græs for alvor klar til at skyde videre, og gør det som en raket.

Luft plænen med en god plænerive eller en vertikalskærer. Stik huller i plænen med en greb, så vandet kan løbe væk. Fjern visne blade og rådne, nedfaldne frugter. Klip ikke plænen for tæt, så er chancen for at undgå mos i plænen god, og læg grus blandet med spagnum i alle ujævnheder for derefter at så græs. Har du været plaget af gåsebiller? Så giv plænen fuldt omsat kompost og fortsæt over nogle år.

Staudejagt

Stauderne kan deles, og nye plantes ud. Lad de visne toppe stå. De beskytter mod frost. Tag i planteskoler eller større haver og se på efterårets stauder. Et staudebed er let at anlægge og dejligt at have, men det kan være vanskeligt at holde styr på den systematik, man måske forsøgte sig med.

De store bagved, de små foran. De blå for sig, og de hvide for sig. Jordens beskaffenhed kan godt ændre på tingene så de, der skulle have været høje, blev små eller omvendt. Man må prøve sig lidt frem og efterhånden finde ud af, hvad der gror bedst i netop ens egen have. Husk også plads til løg, måske et par dekorative køkkenurter mellem stauderne og ikke mindst græsser.

Blomsterknolde af de mere sarte så som georginer, begonier og nogle liljearter skal op inden frosten for alvor bider sig fast. Læg dem køligt i en kasse med spagnum.

Beskyt dine krukker mod frost. Tøm de mest sarte for jord, så de ikke sprænges. Frugt og grønt skal opbevares tørt og køligt. Husk at opbevare frugt for sig og øvrige grøntsager for sig. En jordkælder til opbevaring af havens afgrøder kan let laves af en stor brøndring, som graves ned. I bunden lægges et godt lag dræn af småsten og grus. Stil spande eller kasser ned, så de ikke får vand, hvis der skulle blive oversvømmelse, og dæk brøndringen med et trælåg plus vintermåtter, når det bliver rigtig koldt. Husk også et lille rør til luft i toppen af låget.

Synes du det er lidt besværligt, så kan du købe tykke, isolerende flamingokasser til at opbevare dine grøntsager i. Frugt egner sig ikke til at ligge i tætte flamingotønder. De kræver en større luftudskiftning, ellers rådner de.

Har du drivhus, så beklæd det med bobleplast og gør eventuelt drivhusets areal mindre, for at holde på varmen. Med en gasovn, der stilles på 5 -10 grader, kan du holde varmen i drivhuset i frostperioder. Alternativt kan du bygge dit eget plantehotel: Et isoleret skur med vindue og en nødradiator, hvis vi skulle få vinter i år.

Sygdomme

Det kan være svampesygdomme som gul monilia, der smitter ellers raske æbler.

Plant nye frugttræer i denne måned. Vælg sorter, hvor sprøjtning er unødvendig. Spørg på planteskolen, her er mange sorter at vælge imellem.

Husk nødder. De vokser hurtigt, tåler megen beskæring, og giver frugter, når alt andet er høstet. Plant to forskellige sorter, så er du sikker på gevinst. Spis dem friske.

Drivhuset

Når vi ældes, gør sygdomme os mere sårbare, men det er naturens lov. Sådan er det også for planter. Det er rigtigt efterår - også i drivhuset. De sidste tomater kan ikke nå at mode.

Ud med planterne og ind i vindueskarmen med de grønne tomater eller sylt dem. Giv herefter drivhuset en grundig gang vask med brun sæbe, og gentag processen til foråret. Prøv med egne hvidløg i drivhuset. Dem kan du godt sætte nu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...