Sognepræst Peter Jessen skriver om taknemmelighed

December 2018

SÆBY: Hvert år til advent finder jeg et ganske særligt billede frem og hænger det op på væggen.

Det er en kopi af en tuschtegning af Storm P. Billedet hedder ”Juleaften” og er malet i 1944. Der er sne, og det er mørkt. Midt i sneen står en vagabond med ryggen til beskueren. Med sin lille hund er han ude i den kolde, mørke vinternat. Han er på vandring med sin stav. Forhutlet ser han ud, og næsen er rød af kulde. Foran vagabonden står et grantræ, og over det stråler én enkelt lysende stjerne på den mørke himmel. Vagabonden tager sit hat af og med en fejende gestus hilser han på stjernen.

Storm P. har sagt, at når han holdt så meget af vagabonden som motiv, var det fordi ”vagabonden intet har og intet skal have sagt - derfor kan han sige alt”. Vagabonden har ingen ting, men han har en særlig opmærksomhed. Han ser, at stjernen lyser over jorden, for dig, for mig og for alle, der er i vinter og ensomhed. Stjernen er som en længe ventet gæst. Stjernen er håbets tegn. Og vagabonden er trods alt ikke alene ude i den kolde sne, for han er under stjernen. ”Hatten af for stjernen” fortæller Storm P.’s ordløse billede os - hatten af i glæde og tilbedelse.

Da Storm P tegnede sin fine tegning, var det meget mørkt i hele verden. Verdenskrigen rasede, og mennesker led. Storm P tegnede sin stjernetegning for at vise, at der trods mørket og lidelserne var og er et håb. Stjernen er håbets tegn. Den er der altid. Vi kan bare ikke altid se den. Der kan være noget, der skygger for den. Af og til kan det såmænd være os selv. Vi ser måske i den forkerte retning eller har så travlt med mange andre ting. Og i vores liv er der bestemt ikke altid klart vejr; der er også grå dage. Men selv på disse dage er stjernen der.

Da Storm P. var død, fandt man et digt af Johannes Jørgensen fra en avis.

Storm P havde klippet stykket ud og klistret det bag på tegningen af vagabonden di:

”Imellem nattens stjerner,

der står en stjerne klar,

som aldrig før en stjerne

på jordens himmel var.

Og går du ud at finde

hvorover stjernen står,

måske du først må vandre

i mange, lange år.

Måske du først må træde

så magt et mødigt fjed,

før du kan finde stedet,

hvor stjernen stråler ned.

Hold ud du stjernepilgrim

på vej til Betlehem,

du er på vej til lykken,

du er på vejen hjem.”

(Johs. Jørgensen 1891)

Det er godt nok at være på vej! Vagabonden står på den sociale bundlinje, men han er ikke for fin til at vise taknemmelighed.

De fleste danskere har bedre kår end ham. Men har vi øje for livets gaver? Glemmer vi at se stjernen? Har vi så travlt, at vi ikke når ind til julens egentlige budskab? Er vi så bekymrede, at vi glemmer livets stjernestunder?

Forhåbentligt kan Storm Ps stjernebillede hjælpe os til at se opad og huske at sige Gud tak for alle de gaver, vi modtager ganske gratis på vores vandring gennem livet. Jeg vil i hvert fald hænge billedet op igen i år og tage hatten af for stjernen. Og glæde mig over, at vi er på vej. Lyset fra stjernen vil lede os mod det væsentligste, barnet i krybben i Betlehem. Vi er på vej. Vi er stjernepilgrimme. Eller stjerne-vagabonder, kunne vi måske sige med en tanke til Storm P. Glædelig adventstid til alle!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...