De nye regler stiller skrappe krav til virksomhederne - et nyt netværk skal skabe klarhed

SÆBY: Den nye persondataforordning stiller strenge krav til virksomhederne.

Derfor har Erhvervshus Nord og HjulmandKaptain startet et lokalt netværk med foreløbigt 26 virksomheder, der får råd og sparring til deres daglige arbejde med at overholde reglerne.

Mange virksomheder har haft travlt med at implementere forordningen, og der opstår ofte spørgsmål om håndteringen af reglerne i praksis.

- Vi ønsker med netværket at gøre reglerne lavpraktiske og sat i forhold til virksomhedernes dagligdag.

- Den ansvarlige skal kunne få svar på sine spørgsmål og gå direkte hjem i virksomheden og omsætte det til handling.

- De får mulighed for at lære af hinandens erfaringer og kan foruden møderne spørge hinanden til råds løbende, siger Tanja Jørgensen, netværksfacilitator hos Erhvervshus Nord.

HjulmandKaptain står for det faglige indhold til netværksmøderne og ønsker at støtte de lokale virksomheder i deres arbejde med at overholde reglerne.

- Vi anerkender, at det her kan være en stor opgave ude i virksomhederne, og vi vil gerne stille vores viden til rådighed for de lokale virksomheder. Tanken er, at vi på møderne kan komme med relevante nyheder og sætte gang i nogle tanker hos virksomhederne omkring, hvordan de overholder reglerne i daglig praksis, siger Karina Søndergaard, advokat (L) i HjulmandKaptain.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...