Så kan du kvalificere dig til DM i Hotdogspisning hos Cafe Big Burger

SÆBY: Som optakt til påskeugen er kvalifikationsrunderne til en af årets helt store ”sportsevents” for amatører med appetit på livet skudt i gang.

Det gælder ganske enkelt Steff Houlbergs berømte DM i Hotdogspisning - og kvalifikationsrunderne afvikles rundt omkring i landet for at afsøge kandidater, der kunne have en chance for at bryde det vindermonopol, som en anden nordjyde, nemlig Ruben Mikkelsen efterhånden har erobret.

Og lad det være sagt fra start.

Hvis man ikke kan kværne et anseeligt antal hotdogs med det hele, så drop det.

Sidste år vandt Ruben Mikkelsen DM for sjette gang - en sejr, som blev hentet i hus ved at konsumere 35 hotdogs på et kvarter.

Mesterskaberne, som sæbynitten Flemming Thingbak ik egenskab af direktør for Aalborg City med dygtighed har forankret i Aalborg, afvikles 31. maj ved en kæmpe event på Gammel Torv.

Og har man fulgt de tidligere mesterskaber, så ved man at Ruben Mikkelsen betjener sig af musikalsk ”doping”. Hver eneste hotdog glider ned med en særlig teknik og til ledsagelse af musik i ørengangene.

Hermed et fif til Sæby-udfordrerne, som kan kvalificere sig hos Cafe Big Burger i Rådhuscenteret.

Førstepræmien i DM i Hotdogspisnings-finalen er et rejsegavekort på 20.000 kroner.

Kvalifikationsrunden er udtagelse af i alt 10 finalister, som dyster om mesterskabet i Aalborg.

Der vil være god stemning, hotdogbanko, underholdning og ikke mindst billige hotdogs, inden startskuddet lyder, og hotdogkongen skal spise sig til sejren foran publikum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...