Har man sendt sine ansatte hjem, kan virksomheder benytte lejligheden til at opdatere deres kvalifikationer med online kurser fra Frederikshavn Handelsskole – de skræddersyr gerne forløb til den enkelte virksomhed.

Den alvorlige situation med Corona-virus har tvunget mange virksomheder til at sende deres ansatte hjem. Set i lyset af dette har Frederikshavn Handelsskole via deres kursuscenter CoLearning taget initiativ til at udbyde fjernkurser, så tiden kan blive udnyttet bedst muligt ved at give medarbejdere ny viden og kompetencer.

- Vi befinder os i en ekstraordinær situation, som i den grad påvirker vores erhvervsliv. Vi har derfor lavet et digitalt læringsrum for kurser til ansatte, så man agilt kan opdatere sine medarbejdere på relevante områder, så de vender endnu dygtigere tilbage til jobbet, siger Brian Andersson, direktør for Frederikshavn Handelsskole.

Handelsskolen opfordrer virksomheder til at melde direkte ind med deres behov, så vil handelsskolen arbejde for at skræddersy et kursusforløb direkte til virksomhedens behov.

- Vi har nogle konkrete it-kurser, men der kan være masser af andre muligheder. Vi opfordrer derfor virksomhederne til at gå i dialog med os, hvis de har et specifikt behov. Det kan være, at de gerne vil have et it-kursus målrettet et bestemt behov i virksomheden, fokus på LEAN, sprog, kommunikation eller andet. Vi står klar til at tage dialogen, siger Brian Andersson.

De to konkrete kurser, som Handelsskolen udbyder er Forbedret kommunikation, kalenderstyring og mailhåndtering med Outlook samt Effektiv anvendelse af regneark med Excel. Man finder en beskrivelse af de to kurser på Handelsskolens hjemmeside: http://fhavnhs.dk/colearning/vi-tilbyder/amu/it-kurser/

Ønsker man en dialog med handelsskolen om et skræddersyet forløb eller at tilmelde sig et af de online it-kurser, kan man tage direkte kontakt til Chanette Westergaard 9620 5597 / chaw@fhavnhs.dk

Der er mulighed for løntabsgodtgørelse (VEU-godtgørelse), når man deltager i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

- Vi håber, at de lokale virksomheder vil tage godt imod tilbuddet fra Frederikshavn Handelsskole om at få medarbejderne opkvalificeret, siger Brian Andersson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...