Den gamle herregård var et eldorado for juleelskere

SÆBY: Sæbygaard udgjorde igen i år de perfekte rammer for Nordjyllands hyggeligste julemarked.

På to dejlige frostklare dage med et drys sne som underlag var de ideelle betingelser til stede for et vellykket julemarked, som Civitan Club Sæby og Sæbygaards Venner for 11. gang stod sammen om at arrangere.

I middelalderen tilhørte Sæbygaard, Børglumbispen, Stygge Krumpen og blev benyttet som lysthus for bispen og hans frille Elisabeth Gyldenstjerne. Da Stygge Krumpen var mere herremand end kirkens mand, er det sikkert gået lystigt for sig på deres tid på Sæbygaard.

Til årets julemarked var der også lagt op til mange lystige og fornøjelige aktiviteter, ikke mindst for børnene og deres familier. Et altid populært indslag var, hvor børnene skulle vække julemanden på det øverste loft, gamle sanglege omkring juletræet og trylleshow med ”Trylle Thomas”, der i høj grad forstod at fange børnenes opmærksomhed.

Juleklip, hvor børn og barnlige sjæle fik lejlighed til at fordybe sig i fremstillingen af de gammelkendte julehjerter og stjerner var et tilløbsstykke.

I gården hjalp nissepigerne med at alle søde børn kunne få sendt deres julegaveønsker afsted med ballon op til julemandens værksted.

Arrangørerne havde formået at forvandle den gamle herregård til et eldorado for juleelskere. Sammen med godt 30 udstillere og underholdende indslag var det lykkedes at skabe god julestemning for de mange hundrede besøgende.

Dog er der kommet en lille torn på julerosen, idet formanden for Sæbygaards Venner, Erik Salling bemærker, at Knivholts julemarked i år er blevet flyttet frem til samme weekend som på Sæbygaard.

- Vi er heldigvis begunstiget af at have et stort og trofast publikum, så vi savner ikke opbakning.

Men de lokale udstillere bliver desværre stillet overfor et vanskeligt valg, om de skal være med det ene eller andet sted, frem for som tidligere at kunne udstille og sælge deres produkter over to weekender.

- Til næste år vil vi naturligvis - som altid være klar den 1. weekend i december - med en ny udgave af Nordjyllands hyggeligste julemarked, understreger John Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...