Ministerros til kommunens mangfoldige almene boligmasse

KOMMUNEN: Fredagen var en glædens dag i Frederikshavn Kommune.

For det første havde man fint besøg fra København i skikkelse af boligminister Kaare Dybvad Bek.

For det andet åbnede man dørene til den nye Ørnevejens Skole.

Og for det tredie blev der gravet for til nye familie-lejeboliger i Sæby.

Så der var i alle måder grund til at kippe med flaget.

Og det sørgede Boligforeningen Frederikshavn for, at der blev gjort sekunderet af både formand Fie Mølholt og direktør Kim Madsen, som i dagens anledning blev omdøbt til ”bagmand” og hjulpet på vej af borgmester Birgit Hansen, mf’er Bjarne Laustsen og som nævnt boligminister Kaare Dybvad, som ikke uden grund har samme navn som byen Dybvad i kommunens sydlige udkant.

Det er netop herfra, Kaare Dybvads farfar udvandrede til Sjælland for mange år siden. Så fik vi lige den på plads.

Og der var stor ros til kommunen og boligforeningerne i kommunen for at sikre mangfoldighed i den almene boligmasse.

- Det er sjældent man møder en kommunen med så mange forskellige typer almene boliger, lød det fra boligministeren, blandt andet fremhævede den transformation, som Ørnevejens Skole har gennemgået.

- Det er utrolig spændende med et byggeri i en sådan kvalitet, hvor man har evnet at forny det gamle håndværk og dermed fastholde sjælen, sagde boligministeren, som forstod hvorfor folk kunne finde glæde i at flytte ind i de lokaler, hvor de for mangfoldige år siden terpede salmevers.

Mens første spadestik i Sæby var spadestik til en ny fremtid for et ellers tomt grundstykke, så var seancen på Ørnevejens Skole et nyt skridt ind i en virkelighed, hvor skolelivet erstattes af familieliv i de nye, lækre og meget individuelle boliger.

En lille rundtur i den østvendte fløj understregede hvor spændende og varieret, man har evnet at skabe lejlighedsmassen.

Og det indikerer samtidigt, at lejlighederne ikke er ment som et pit-stop for seniorer, der ikke har lyst til at bruge kræfter på haven længere.

Forventningen er at lejlighederne med ånden fra 1915 og udsigten fra 2020 vil være interessante også fro den yngre målgruppen.

Læs mere om ministerbesøget og projekterne i Sæby og Frederikshavn på de kommende sider.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...