3. og 4. august er der igen ”Glade Sommerdage” i Museumshaven i Algade i Sæby. Det foregår kl. 13-16 og arrangeres af Sæby Museums Forening i samarbejde med Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn. I Herman Bangs tid hørte haven til Clasens Hotel og her foregik Bangs roman ” Sommerglæder”.

” Glade Sommerdage ” var et stort og populært arrangement, som afholdtes i flere år i og ved Museumshaven, og hvori bl.a. udklædte skuespillere fra Sæbyscenen deltog . Arrangementet fik kommunal støtte og ophørte ved kommunesammenlægningen i 2007.

Inspireret af ” Glade Sommerdage” startede de to foreninger nogle år senere med servering af kaffe i Museumshaven to dage i begyndelsen af august.

Flere af gæsterne udtrykte ønske om musikledsagelse til kaffen og den hjemmelavede lagkage for at genskabe stemningen fra dengang Gustav Wied og Herman Bang besøgte Haven.

Det lykkedes at få fhv. landsretssagfører Erling Mehlsen og fhv. erhvervschef Helge Wittrup til at underholde på henholdsvis tværfløjte og keyboard og det medvirkede til at trække ekstra gæster til arrangementet i 2014-15 og -16.

- Nu er Erling Mehlsen desværre ikke længere blandt os, så vi har aftalt med lokale amatørmusikere om at varetage underholdningen.Lørdag er det Marianne og Bendt , som underholder og søndag kommer ” Disharmonisterne ” , et band på 7 musikere, heraf Reinhard Frahm , der synger. Der bliver spillet på harmonika og guitar, oplyser arrangørerne.

Vi håber på et par gode dage, alle er meget velkomne og der er gratis entre. Om lørdagen 3. august er der mulighed for byture i hestevogn til Clasens Have- dette er arrangeret i anledning af Sæby Museums 100 års jubilæum. Nærmere oplysninger ved Vagn Thidemann, formand for Sæby MuseumsForening( vagn.thidemann@gmail.com tlf.nr 98460226/29800967).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...