Eyvind Huss genkalder sig minder far en længst svunden tid

HØRBY: Eyvind Huss, der i dag bor i Sct. Knuds Park i Hjørring er barnefødt i Hørby.

Og han deler i denne artikel nogle af de gamle minder fra dengang, han var barn i byen.

Når jeg af og til kører på strækningen Syvsten – Hjørring, kommer jeg som bekendt gennem min fødeby Hørby, og så kan det nok være, at der, trods min rystende dårlige hukommelse, dukker det ene minde op efter det andet fra gamle dage

I slutningen af 30`erne kunne man undertiden se en lille dreng løbe forbi skolen og Kjeldgaards gartneri videre op ad bakken til hotellet med kurs mod bager Grøns butik. Der kunne man nemlig købe verdens bedste ispinde, og hændte det, at jeg kom i den lykkelige situation at være i besiddelse af 15 øre, skulle den investeres i en rund 15-øres ispind.

Forleden dag, nu ca. 80 år efter, var jeg igen i bagerbutikken, ikke for at købe en ispind, men en god kage til kaffe, og da jeg kom ud, opdagede jeg til min store overraskelse, at hotellet var pist væk. Grunden, hvorpå hotellet stod, var pænt jævnet, som var det en køkkenhave, der var gjort klar til vinteren. Underligt at tænke på, at der her har stået et hotel. Oprindelig var det en højskole, men det var før min tid. På grund af økonomiske vanskeligheder blev dens levetid kort. Men hotellet kunne heldigvis bruges til andre ting. Som FDF`er gik jeg til gymnastik i hotellets store sal. Det hændte også, at der kom et omrejsende bio og viste film.

Eftersom Hørby var et vigtigt trafikknudepunkt, var der undertiden overnattende gæster på hotellet. Det var jo her ålborgtoget og hjørringtoget satte hinanden stævne, om jeg så må sige. Alle tog skulle over hovedgaden, men først når bommene var rullet ned, og det skete med håndkraft henne fra stationen. I Nørregade skulle toget også krydse gaden, men her var der lys i stedet for bomme.

I det hele taget betød togenes tilstedeværelse i byen rigtig meget for mig. Da mit hjem lå tæt ved remisen, kunne jeg nemt følge med i, hvad der skete på baneterrænet. Det var et spændende sted, når blot baneformanden var ude af syne. Kom han kørende i sin dræsine fra Haven skov, hvor han boede, var vi drenge pist væk, men var han der ikke, var det sjovt at dreje drejeskiven rundt eller at kaste sten over det høje tårn. Uheldigvis ramte jeg engang et vindue, som gik i stykker, hvilket resulterede i, at politiet viste sig i præstegården for at bede præsten om at holde styr på de uopdragne præsteunger. Under krigen havde tyske soldater en luftmeldepost plasseret på toppen af remissetårnet, hvor de kunne observere evt. fjendtlige fly, men jeg havde på fornemmelsen, at de brugte mere tid på at observere vores smukke unge tjenestepige i præstegården, nå hun bevægede sig udendørs. Omvendt kunne hun nok heller ikke frigøre sig fra spændingen og behaget i at lade sig observere, så helt uskyldig

har hun ikke været.

Tæt ved remisen smed lokoførerne slagger ud, og gløderne herfra var fine at stege kartofler i. Lidt længere henne på baneterrænet blev lokomotivet påfyldt vand og ny kulforsyning. Når lokomotivet var væk, og der var fri bane, kunne vi bruge slaggebålet til affyring af tabte løse øvelsespatroner, som vi fandt mange af nede i Lundens bakker. Soldaterne tog det åbenbart ikke så nøje med at samle tabte genstande op. I min samling derhjemme havde jeg både en stålhjælm og en bajonet, som var tyskernes efterladenskaber.

Inde på stationen huserede stationsforstanderen, hvis opgave bl.a. var at sælge billetter til de rejsende. Det, jeg husker ham for, var hans sprog, som ikke just var det smukkeste dansk, for han bandede som en tyrk i helvede. Jeg var nok også lidt sart desangående, for i mit hjem var det uhørt at bande.

Dette var blot en del af hvad hukommelsen kunne grave frem af lageret, men i virkeligheden kunne der berettes mange andre ting fra den skønne by, Hørby, men et sted skal historien jo slutte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...