LANPARTY: Game, set og hygge blandt bøgerne

SÆBY: Biblioteket og Ungdomsklubben holder gamerfest, og det sociale og hygge er i højsædet, når biblioteket igen inviterer til LAN-Party - denne gang i tæt samarbejde med ungdomsklubben HotSpot i Frederikshavn.

Festen, der er for de 13-18-årige, starter fredag 15. februar, kl. 18, og slutter lørdag 16. februar, kl. 10.

Frederikshavn Bibliotek flytter denne gang sit LAN-party ud af huset til ungdomsklubben HotSpot på Rømøvej 8 i Frederikshavn. Det er første gang biblioteket og klubben samarbejder om dette arrangement, og begge steder glæder de sig meget til at få det nye koncept prøvet af.

- Vi vil gerne have de unge mennesker i tale, og så er det vel helt oplagt, at opsøge dem der, hvor de har deres daglige gang, forklarer Ole Hald fra biblioteket.

Interessefællesskaber

E-sporten, hvor spillere konkurrerer i forskellige computerspil er i fremgang med store fællesskaber både online og offline. Det er netop disse særlige interessefællesskaber, som biblioteket ønsker at støtte og styrke med deres LAN-parties.

I mange hjem er der jævnligt diskussioner mellem generationerne om, hvor megen tid, der skal bruges foran skærmene. Det kan være svært for forældregenerationen at forstå, hvorfor de unge samles blot for at sidde og kigge på hver sin skærm natten igennem med indtag af rå mængder cola og snacks.

- Man skal ikke tage fejl; det sociale og hyggen er også i højsædet, siger Ole Hald, der selv vil være én af de mange voksne, der er til stede i ungdomsklubben.

Deltagerne gamer hele natten mod hinanden via nettet, der bliver talt strategier og taktikker samt løbende gennem spillet kommenteret på slagets gang.

Husk egen computer, kabler og ledninger er nødvendigt, og en stikdåse er også en god ide.

Aftensmaden er lange baner af pizza, og der vil også være morgenmad til de, der holder ud. Husk masser af drikkelse og tag også gerne en snackkurv med til natten. Og der vil også være åbent i husets cafe.

Tilmelding senest 12. februar på bibl.frederikshavn.dk under ”Det sker” eller i Ungdomsklubben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...