Infrastrukturen skal forbedres, hvis vi fortsat skal kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft i Frederikshavn

KOMMUNEN: Lange køer og trafik, der snegler sig afsted, er allerede hverdagskost for mange pendlere i Nordjylland.

Og der er udsigt til, at de kommer til at spilde endnu mere tid i trafikken til og fra arbejde, hvis infrastrukturen ikke bliver bedre. Analysen viser, at trængslen i Nordjylland vil stige.

For virksomhederne kan det få den konsekvens, at det bliver sværere at tiltrække medarbejdere, der ikke bor i nærområdet.

- Mange pendlere er villige til at køre mange kilometer for at komme til og fra arbejde. Men der er grænser for, hvor lang tid folk vil bruge på at sidde i kø i morgen- og eftermiddagstrafikken. Hvis det fremover kommer til at tage længere tid at køre den samme strækning, vil det betyde, at virksomhederne får et mindre opland at tiltrække medarbejdere fra. Og det vil gå ud over væksten, siger branchedirektør i Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri Henrik Friis.

- Hvis virksomhederne skal have ordentlige muligheder for at få fat i de rigtige medarbejdere, er det nødvendigt at få sat gang i de mange infrastrukturprojekter, der bare ligger og samler støv.

- Vi skal udbygge vejnettet, gøre jernbanen mere attraktiv og skabe en bedre mobilitet og sammenhæng mellem de forskellige transportformer, så pendlerne ikke spilder unødig tid i trafikken.

- Ud over en tredje limfjordsforbindelse er der en række regionale strækninger som også bør opgraderes som rute 40 til Skagen.

- Det er også vigtigt at få det fulde udbytte af det nye signalsystem på jernbanen mellem Frederikshavn og Lindholm og den bedste sammenhæng mellem regional togtrafik og IC-driften, siger branchedirektør Henrik Friis.

I Frederikshavn vil der være to procent mindre arbejdskraft til rådighed, hvis infrastrukturen ikke bliver udbygget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...