Uanset om man er til friluftsliv eller ej, bør alle unde sig en kanotur ned ad åen sammen med sine kære.

En kanotur på Voer Å kan være total afstressende, idet man oplever naturens fred og ro og hurtigt glemmer tid og sted, når man sejler afsted.

Voer Å har sit udspring i Jyske Ås og munder ud i Kattegat ved Voerså. Åen er sejlbar fra Skæve Bro, sydvest for Skæve Kirke til udløbet i Voerså, en strækning på cirka 22 kilometer.

Præstbro Borgerforening råder over 12 kanoer, som de igennem flere år har lejet ud. De bliver typisk fragtet til ophalingspladsen ved Skæve og når kunden én dag eller to efter når til Voerså, bliver kanoen hentet retur til Præstbro.

Formanden for borgerforeningen, Søren Holm Kristensen oplyser, at udlejningen i år går over al forventning. Allerede midt i juli havde de udlejet for lige så meget som ved udgangen af juli måned sidste år.

Søren fremhæver det gode samarbejde med Voerså Kanoudlejning. Vi låner gerne hos hinanden når én af os har alle kanoer udlejet. Herved kan flere få en god oplevelse.

Èn af de glade kunder er en familie fra Klejtrup ved Hobro, bestående af 9-årige Signe, Viktor på 14 år og mor Ann Pedersen og far Kristian Granild.

De oplyser, at de prøvede at ro fra Skæve til Voerså da Viktor var 4 år. Normalt spænder de campingvognen bag bilen og drager sydover. Grundet corona pandemien har de i sommer valgt at holde deres ferie under hjemlige himmelstrøg.

-Vi har holdt afstemning om, hvad vi skulle foretage os i år og her var der fire stemmer for at genopleve en tur på Voer Å, siger Ann.

- En sejltur på Voer Å er en rigtig god naturoplevelse igennem et varieret og flot landskab i Østvendsyssel. Åen bugter sig gennem landskabet og vi nyder stilheden og har bemærket et rigt fugleliv med bl.a. glenter og musvåger.

-På turen ned ad åen har vi gjort pitstop på et par af de fine ophalingspladser, der er udstyret med borde, bænke, toiletfaciliteter og nogle steder, som i Præstbro er der fri adgang til shelters og bålhytter, fortæller Kristian.

Familien har dog valgt en lidt mere luksuriøs overnatning på hytte og shelterpladsen bag bøgehækken ved Præstbro Stadion, hvor de kan benytte bad & toilet samt køkken i klubhuset. Der er ligeledes adgang til legeplads og multibane, hvor også Præstbros ungdom mødes.

På pladsen opholder sig også et ægtepar, som oprindeligt kun skulle overnatte i et par dage, men de er faldet så godt til, at de er blevet en uge.

Parret, Rezgar Rashib og Bayan Gibrael flygtede fra Irak for 25 år siden og bor nu i hus i Albertslund. Når de tidligere har holdt ferie har de besøgt europæiske destinationer, men grundet corona og retningslinjerne om afstandskrav, besluttede de at besøge Jylland, i øvrigt for første gang nogensinde.

-Det var en tilfældighed vi fandt pladsen og med Søren Holm Kristensens flotte service og hjælp føler vi os meget velkommen.

-Det er ikke blevet til så meget tid på åen, men til gengæld har vi været på en række dagsture rundt i flere af Nordjyllands byer og turistattraktioner, hvilket har været en yderst positiv oplevelse, fortæller Rezgar Rashib.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...