René Bang Madsen, Head of Science Unit i Østervrå-virksomheden Polyteknik AS, bliver del af Innovationsfondens decentrale satsning

AALBORG: Innovationsfonden og Erhvervshus Nordjylland har gennem flere år haft et tæt samarbejde, men nu styrker parterne båndene imellem de to organisationer. Fra årsskiftet placerer Innovationsfonden således en fast medarbejder hos Erhvervshus Nordjylland.

Det er René Bang Madsen, der fra årsskiftet tiltræder en stilling som Innovation Officer under Innovationsfonden – med den krølle, at han får arbejdsplads i Aalborg hos Erhvervshus Nordjylland.

René Bang Madsen har en Master of Science i fysik fra Aalborg Universitet, hvor han dimitterede i 2014.

Udnævnelsen af René Bang Madsen, der i dag er Head of Science Unit i Østervrå-virksomheden Polyteknik AS, sker som et led i Innovationsfondens plan om at styrke innovationskraften i hele landet.

Det sker for at gøre de nationale tilbud fra Innovationsfonden og GTS-institutterne mere tilgængelige for de nordjyske virksomheder.

Dermed følger Innovationsfonden i samme fodspor som Udenrigsministeriet, der også har medarbejder ansat på Erhvervshus Nordjyllands Aalborg-kontor.

René Bang Madsen skal således udbrede det regionale kendskab til de mange muligheder, der er for erhvervslivet i forhold til at indgå samarbejder omkring innovation, herunder også hvordan man kan hente finansiering.

- Erhvervshus Nordjylland er dagligt i kontakt med et meget stort antal virksomheder, men hensigten med vores nye styrkede samarbejde med Innovationsfonden og GTS-institutterne er at nå ud til flere virksomheder med nye stærke udviklingstilbud. Nordjylland er i en situation, hvor der er brug for at få styrket innovationen i regionen. Vi skal tilbage på sporet efter corona-krisen – og vi skal ikke mindst i gang med den grønne udviklingsorienterede omstilling. Denne udvikling skal understøttes igennem tæt samarbejde med Innovationsfonden, siger Lars Erik Jønsson, adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...