En nyindstiftet pris ender i Nordjylland

SÆBY: I forbindelse med Organisationen Danske Museers formidlingseminar blev en nyindstiftede formidlerpris uddelt for første gang.

Det er den landsdækkende faglige forening - Museumsformidlere i Danmark - der står bag prisen.

Foreningens formål er at styrke, udvikle og synliggøre arbejdet med museumsformidlingen – herunder udstillinger og undervisning ved danske museer og lignende kulturinstitutioner.

16 Museer havde indsendt projekter, hvoraf tre blev nomineret - her i blandt Historiedetektiverne, der er et samarbejdsprojekt med Kystmuseet, de 11 øvrige nordjyske museer, KulturarvNord, P4Nord og TV2 Nord.

Det blev Kystmuseet og KulturavNord, der vandt med projektet Historiedetektiverne.

Historiedetektiverne løb af stablen i efteråret 2018, hvor nordjyske skoleklasser 8.-9. klasser besøgte hver et af de 12 nordjyske museer.

Her fortalte museernes formidlere om udstillingerne, museumsgenstandene og deres historier, men det var eleverne selv, der skulle udvælge én genstand, som de ville fortælle en historie om.

Efter eleverne på museerne havde fordybet sig og samlet viden til deres historie blev den omsat til en tre minutters kortfilm.

Der blev produceret i alt 54 kortfilm og en fagjury udvalgte tre film til en finale, der blev afgjort ved en seerafstemning.

Her kom Hirtshals skolecenter på en flot andenplads med filmen fra Kystmuseet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...