På generalforsamlingen i Musikkorps Sæby blev det fortalt at koncerten med Ivan Pedersen er flyttet til 25. oktober

KOMMUNEN: Generalforsamlingen i Musikkorps Sæby samlede 37 af Musikkorps Sæbys 52 medlemmer.

I aftenens beretning blev det forløbne års mange musikalske aktiviteter, dels i Musikkorps Sæby, dels i Brass Ensemble Sæby og Ibsens Kapel, oprullet.

Den store og altoverskyggende opgave i 2019 var den 16. internationale Musikfest, som fandt sted i Sæby sidste weekend i juni måned. Musikfesten forløb godt og der lød dejligt musik over hele byen denne week-end.

I januar 2020 lykkedes det igen at få arrangeret en nytårskoncert i Sæby kirke og en forårskoncert med solist Ivan Pedersen i Sæby Fritidscenter.

På grund af coronasituationen er forårskoncerten med Ivan Pedersen flyttet til en efterårskoncert 25. oktober 2020 i Sæby Spektrum.

Niels Østgaard blev valgt ind i bestyrelsen, mens alle øvrige valg var genvalg.

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende således : Berit Heisel (formand), Niels Østgaard (næstformand og kontaktperson til husudvalget), Kim Poulsen (kasserer), Steen Aggerholm (sekretær og kontaktperson til musikudvalget) og Alice Jacobsen (bestyrelsesmedlem). Orkesterets dirigent er fortsat Mogens BB Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...