Lækker mad og sprøde toner fra Hansen Trioen + 1

SÆBY: På Rosengården Plejecenter i Søndergade får beboerne hver dag mad fra eget køkken. Torsdag 11. april stod den på stegt rødspættefileter med kartofler og persillesovs på én af afdelingerne.

Så det lækre smørrebrød fra Meny var velkomment under aftenens forårsfest, hvor 115 beboere med inviterede gæster deltog i nogle timers festligt samvær med sang, musik og dans.

Bag forårsfesten og en flot perlerække af andre aktiviteter stod de fire utrættelig ”fleksere”, der sammen med en snes frivillige udgør Rosengårdens aktivitetsteam.

Et par af aftenens gæster var Inga og Arne Præsius.

Arne har boet på centret i næsten to år og havde inviteret Inga med til festen.

Parret kommer fra Østervrå, hvor Arne har drevet landbrug og Inga havde i 90-erne købmandsbutikken i Skæve.

Til maj glæder de sig til at kunne fejre diamantbryllup.

Arne fortæller, at han efter en svær depression og ophold på psykiatrisk sygehus i Brønderslev, nu har det godt og trives fint på Rosengården.

Han roser personalet for deres omsorgsfulde pleje og gode mad.

I dagtimerne er han aktiv med cykelture, gymnastik og udflugter sammen med de frivillige, torsdagsbanko og dans hver mandag, så han er naturlig træt, når han om aftenen tænder for fjernsynet.

Èn af de frivillige, Birthe Nielsen, som er god til at hjælpe til med de forskellige aktiviteter var denne gang med som gæst. Hendes mand nåede at bo på Rosengården i 3½ år inden han i december sidste år desværre døde.

Der før drev parret med stor succes Thorshøj Selskabslokaler i 32 år.

Da hun således i flere år havde haft sig gang på plejecentret og var kommet til at kende personalet og de frivillige, syntes hun, det var dejligt at få muligheden for at blive en del af aktivitetsteamet på Rosengården.

Under hele forårsfesten spillede husorkestret ”Hansen trioen + En”, hvor de fik publikum til at synge med på fællessange fra deres sangbøger.

Slutteligt blev der spillet op til dans, hvor mange af beboerne og gæsterne satte fut i sutterne.

Næste begivenhed bliver fredag 10. maj, hvor der bliver inviteret til fredagsbar og indvielse af den nyindrettede ”Hyggekro”, som bliver i tilknytning til dagligstuen, indrettet med møbler fra 50-erne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...