Nu skal vi snart putte deres juice- og saftflasker i flaskeautomaterne

SÆBY: Pantmærket er danskernes garanti for, at de flasker og dåser, de afleverer, bliver genanvendt til gavn for miljø, klima og jordens ressourcer – og nu gælder det også flaskerne med juice og saft. Miljøministeren har netop offentliggjort reglerne for udvidelsen af det nye pantsystem.

Tilføjelsen af saft og juice til pantsystemet betyder, at ca. 52 millioner flere flasker bliver genanvendt hvert år.

Det vil give en forventet årlig CO2-besparelse på cirka 5.700 tons CO2 .

Dansk Retursystem, som står bag det danske pantsystem, regner med, at der er flere end 200 producenter og importører, som skal tilmelde produkter til pantsystemet.

Virksomheden er allerede i dialog med mange for at hjælpe dem i gang.

Allerede fra 1. juli vil forbrugerne begynde at se pantmærker på juice- og saftflasker.

Der vil være en periode, hvor man både kan købe flasker med og uden pantmærke i butikkerne, fordi butikkerne skal have mulighed for at tømme deres nuværende lagre med juice og saft og sælge det for at undgå madspild.

Fra 1. november skal alle saft- og juiceflasker produceres med pantmærke.

Danskerne er nogle af de bedste i verden til at sende deres tomme flasker og dåser retur. Faktisk kommer knap 9 ud af 10 retur til genanvendelse, og derfor forventer virksomheden også, at tilføjelsen til pantfamilien ikke vil skabe de store ændringer for forbrugerne.

- 95 procent af danskerne synes, pantsystemet er en god ide. Vi har længe fået henvendelser og spørgsmål i forbindelse med juice- og saftemballager, og vi oplever, at mange ser udvidelsen som miljømæssigt fornuftig og blot er en forlængelse af noget, de allerede gør i dag, siger Heidi Schütt Larsen, der er vicedirektør og ansvarlig for virksomhedens cirkulære økonomi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...