En gazelle vokser kontinuerligt og fordobler som minimum sin omsætning

SÆBY:Årets Børsen Gazelle-kåring fandt sted regionalt i Aalborg 31. oktober, og hér var hele fire Gazeller fra Sæby.

De Energihuset A/S, Viwell ApS, Poul Sørensen Eftf ApS og Thinelephants A/S.

Begrundelsen for, at en virksomhed bliver kåret som en Børsen Gazelle, er, at den som minimum har fordoblet sin nettoomsætning over de sidste fire år. Helt formelt er gazeller virksomheder, der har udvist en særlig evne til at skabe vækst, og som, udover en fordobling af deres nettoomsætning, også har haft en positiv vækst i samtlige fire år.

En gazelle vokser kontinuerligt og fordobler som minimum sin omsætning eller sit bruttoresultat i løbet af fire regnskabsår. Det er hårde krav og imponerende klaret af alle gazellevirksomheder.

Energihuset A/S fra Sæby er for andet år i træk kåret som Børsen Gazelle efter en vækst på hele 215 procent over de seneste fire år. Dette gør Energihuset til den virksomhed i Sæby, der har haft den største vækst. Energihuset er et ingeniørfirma med projekter over hele landet, der primært arbejder med teknikken og statistikken bag et godt og fremtidssikret byggeri.

Viwell ApS er for første gang blevet Børsen Gazelle. Det skyldes, at virksomheden over de sidste fire år har haft en meget flot vækst på hele 187,3 procent. Wellnessklinikken Viwell fungerer som en del af Hotel Viking i Sæby.

Poul Sørensen Eftf. ApS er et køle- og fryselager, der i år er gazellevirksomhed for andet år i træk. Virksomheden har haft en vækst i nettoomsætning på hele 186,8 procent.

Den fjerde Gazelle i Sæby er Thinelephants A/S, som er et konsulentfirma med fokus på blandt andet vedvarende energi. Thin Elephants har over de seneste fire år haft en vækst på 155,5 procent og er i år Gazelle for første gang.

Hver femte Børsen Gazelle i 2018 er nordjysk.

I alt 183 nordjyske gazellevirksomheder i år, og samlet set har de ansat 558 nye medarbejdere det seneste år. Det blev fejret ved Børsens gazellekåring 31. oktober i Musikkens Hus i Aalborg.

Årets gazellevinder i hele regionen blev Inventnord og Pakkecenternord ApS fra Brønderslev, der har oplevet den imponerende vækst på 795 pct. over de seneste fire år. Inventnord og Pakkecenternord ApS løb også med fremstillingsprisen, mens den digitale pris gik til RadioAnalyzer ApS fra Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...