Les Lanciers på programmet i Sæby Folkedanserforening

SÆBY: Nu sætter Sæby Folkedanserforening selskabsdansen Les Lanciers på programmet.

Det sker som en slags forårsforfrisker, hvor man over tre aftner lærer at danse de mange ture, Les Lanciers er bygget op om.

Starten går 26. marts og fortsættes 2. og 5. april - alle dage kl. 19.30 på Sæbygårdskolen.

Dansene vil blive gennemgået helt fra grunden af, så alle kan være med.

Selv om man måske aldrig før har taget et dansetrin, vil man kunne finde glæde ved at opleve, at man tredje gang kan følge med og danse en selskabsdans i sammenhæng.

Det er festligt og fornøjeligt, man bliver i godt humør af at danse, fortæller Kirsten Svendsen fra Sæby Folkedanserforening, der også slår et slag for den fysiske genopretning, som dans skaber grundflaget for.

- Det er påvist at dans kan hjælpe mod smerter i ryg, nakke og stress. Musklerne i ryggen bliver trænet og du får en flot holdning, når du danser regelmæssigt. Dans bringer folk sammen og det gode humør smitter når man danser. Man forbrænder mange kalorier ved at danse og samtidig opleves det som sjovt. Balancen og koordinationen forbedres meget ved at danse, lyder ordene fra Kirsten Svendsen.

Instruktør ved alle tre danseaftner er Vita Ugilt.

Lanciers er en gammel dans, der kom til Danmark omkring 1860, den har overlevet, modsat mange andre modedanse, og danses stadig især af unge - eksempelvis ved den kommende Gallafest på Frederikshavn Gymnasium.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...