20 elever fra Frederikshavn Handelsskole tilbragte tre uger i Brighton på sprogskole og i praktik

VENDSYSSEL: "Turen gik til Brighton" - og hovedformålet var at give eleverne mulighed for at forbedre deres sprogkundskaber i engelsk og for at udvikle deres personlige og internationale kompetencer.

Et andet formål var at give dem et godt indblik i britisk kultur, lejlighed til at bo i et engelsk hjem og prøve, hvordan det er at gå på engelsk college.

Men eleverne skulle også opleve, hvordan det er at arbejde på en engelsk arbejdsplads.

I England boede eleverne to og to hos engelske familier, der - ganske som danske familier - ser meget forskellige ud.

- Sammen med en veninde boede jeg hos en dame og hun var én af grundene til, at mit ophold har været så godt. Hun var nem at tale med, lavede god mad og spurgte nysgerrigt til, hvordan vores dag havde været, fortæller Lærke Schmidt.

De første to uger gik alle elever på Greater Brighton Metropolitan College (MET), der er mangeårige samarbejdspartner med Frederikshavn Handelsskole. Handelsskolelærer Bettina Lauridsen Hägele, som var tovholder på opholdet, pointerede vigtigheden af at have en samarbejdspartner, man har et indgående kendskab til.

- Det er vigtigt, at vi som uddannelsesinstitution kan sikre kvaliteten af elevernes undervisning. Når man er mangeårig ’kunde’, ved samarbejdspartneren, hvad man forventer af dem, og det er vigtigt for et givtigt samarbejde."

Eleverne var glade for undervisningen på MET, hvor de var niveauinddelt på hold. Hér var der ikke kun danske elever, men også elever fra Spanien, Italien og Tyskland. Det betød, at de var nødt til at tale engelsk det meste af tiden.

- Jeg har fået mange nye venner - både på MET og blandt eleverne fra Frederikshavn. Og de tre uger i Brighton har fået mig til at indse, at jeg kan meget mere engelsk, end jeg troede. Jeg vil anbefale andre elever at tage med på turen til Brighton - også selvom de ikke har været ude at rejse før. Men for nogle kan tre uger måske være lang tid, siger Sara Michelle Bøgh.

Den sidste uge i Brighton blev eleverne fra EUD/EUX på MET, hvor de bl.a. blev undervist i Business Culture og skrev projekt om samme emne, der skulle præsenteres til en eksamen.

- Det har været positivt at kunne følge elevernes sproglige og personlige udvikling. Og til eksamen blev det slået fast, at tre ugers undervisning på et engelsk college har båret frugt, siger Bettina Lauridsen Hägele.

Eleverne fra HHX var i den sidste uge i praktik på forskellige, engelske virksomheder og butikker. Ikke alle elever var udelt begejstrede for deres praktikpladser, der bød på forskelligartede opgaver som kassebetjening, musikundervisning af små børn, dans og spil med ældre borgere, kopiering, kaffebrygning, hundeluftning, tøjrensning, forefaldende kontorarbejde, marketingsopgaver og indtastning af data. - - Med andre ord opgaver, som elever ofte møder i deres praktikperiode - også i Danmark, siger Bettina Lauridsen Hägele.

Louise Lindegaard Christensen var i praktik i firmaet ’Haybury’, der er et stort rekrutteringsbureau.

- I starten synes jeg, at det var en smule forvirrende at være på praktikpladsen. Alt foregik på engelsk og de opgaver, jeg fik stillet, var svære at forstå. Heldigvis var alle de ansatte flinke og ville gerne hjælpe. Jeg synes, at jeg har fået en del ud af at være i en engelsk virksomhed - både fagligt og personligt, da jeg helt sikkert er blevet mere selvstændig, siger hun.

Eleverne har også deltaget i sociale aktiviteter - bl.a. i en graffiti workshop, spillet laser game, kørt gokart og besøgt Brighton seværdigheder. Og så tilbragte eleverne en hel dag i London, hvor de var på sightseeing, shoppede og så musicalen "The Lion King". Selve Brighton syntes eleverne godt om, specielt på grund af de så mange, små butikker og shoppingmuligheder. De lokale beboere er venlige, og på gaden kan man se, at her er der plads til mange forskellige mennesker.

- At lære engelsk i de omgivelser, sproget tales, er uden tvivl en stor fordel. Vi håber, at eleverne har forbedret deres sprog og fået nogle inter-kulturelle kompetencer, der kan komme dem til gode i deres fremtidige jobs. Når man rejser ud - specielt, når man bor privat - lærer man både noget om andre og om sig selv. Det er slet ikke så dumt endda, slutter Bettina Lauridsen Hägele.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...