Mandag den 14. september 2020 havde Frederikshavn Havkajakklub aftalt med Sæby Ro- og Kajakklub, at vi skulle ”ro imod hinanden” og mødes ude ved Transportcentret. Der er stort set lige stor afstand for både den ene og den anden klub. Baggrunden var den, at vi gerne vil samarbejde og lave arrangementer sammen – sådan som ”venskabsklubber” gør. Det oplyser Hans Chr. Højslet, formand for Frederikshavn Havkajakklub.

- Vi havde aftalt, at begge klubber havde afgang kl. 18.00 fra vores respektive klublokaler, og at vi skulle mødes midtvejs ude ved Transportcentret, hvor vi skulle være ca. kl. 19.00. Så var der tid til en halv times hygge, spisning og snak på tværs af klubber og medlemmer og afgang hjem igen ca. kl. 19.30 – og denne gang med lys på kajakkerne.

Da vi roede forbi Bangsbo, oplevede vi, at der blev råbt inde fra husene, ”at det så godt ud”, og derudover kunne vi se flere af bangsboerne stå i vinduerne og kigge ud på alle de roere, der kom forbi med lys på.

Hjemme i klubben igen var der tid til ”3. halvleg” med en kop kaffe og en øl og snak om aftenens tur.

Det bliver ikke sidste gang, vi ror den tur med Sæby, og vi vil stille og roligt udvikle samarbejdet med dem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...